Indledning 1. Tidlige tider (1000 f.v.t. - 1917) 2. Israels oprettelse (1880 - 1947) 3. Den nye stat (1947 - 1974) 4. Fred med araberne? (1977 - 2000) 5. Fredsprocessen i krise (2000 - i dag)    Side 1    (2000 - 2002)    Side 2    (2003 - 2005)    Side 3    (2006 - 2007)

Israels historie
- en kronologisk præsentation

5. Fredsprocessen i krise (2000 - 2002)

2000 - Den anden "intifada" indledes
Den palæstinensiske "anden intifada" begyndte, ligesom den første, tretten år tidligere, med stenkastende unges mere eller mindre spontane angreb på israelske sikkerhedsstyrker i de besatte områder. Men i modsætning til forrige gang, hvor PLO's ledelse befandt sig langt fra begivenhederne i eksil i Tunesien, satte det palæstinensiske selvstyres formand, Yassir Arafat, sig nu hurtigt i front for opstanden.

	Drengen Mohammed Al-Dura, der gem- mer sig bag sin far og efterfølgende blev dræbt af israelske skud. Da der senere blev rejst tvivl om historiens validitet, havde billedet for længst opnået ikonisk status for 'den anden intifada.'

I løbet af 2001 optrappedes konflikten yderligere, da de islamistiske grupper, Hamas og Islamisk Jihad, intensiverede brugen af selvmordsbombeangreb mod civile overalt i Israel. Arafat, der ved intifadaens begyndelse rådede over en massiv sikkerhedsstyrke, undlod at gribe effektivt ind overfor denne særligt brutale form for terrorisme, og inden længe konkurrerede PLO's egen militante fraktion, Al Aqsa-brigadens Martyrer, med islamisterne om, hvem der kunne sende flest selvmordsbombe-mænd og -kvinder mod israelske busser, caféer og butikscentre.

Selvmordsbombeangreb på bus i Jeru- salem, der kostede 19 mennesker livet, 2002.

Det blev et blodbad af hidtil usete dimensioner i Israels byer. Den palæstinensiske terrorkampagne sendte chokbølger igennem det israelske samfund, og underminerede fundstændigt almindelige israeleres tro på palæstinensernes fredsvilje. Israel holdt Arafat og PLO ansvarlige for terroren, og gengældte med angreb på en række strategiske mål i selvstyreområderne, hvorved en stor del af den palæstinensiske infrastruktur, opbygget gennem 1990'erne, blev ødelagt. Israel benyttede sig desuden af målrettede angreb på lederne af de palæstinensiske terrorgrupper, ofte med civile tab til følge.

2002 - Operation "Defensive Shield"
I marts 2002 nåede den anden intifada sit klimaks med 15 palæstinensiske selvmordsbombeangreb og omkring 130 israelske dræbte civile på blot en enkelt måned. Det værste angreb fandt sted i byen Netanya den 27. marts under den jødiske påske (pesach) og kostede 30 middagsgæster livet.

To dage efter, den 29. marts 2002, indledte den israelske hær Operation "Defesive Shield," der omfattede en næsten total genbesættelse af de største byer på Vestbredden, som Israel havde overladt til selvstyrets kontrol under Oslo-aftalerne i 1990'erne. Formålet var at ødelægge de palæstinensiske terroristers baser. Operationen kostede flere hundrede mennesker livet, heraf flest militante palæstinensere.

Kampen om den internationale sympati udspillede sig i lige så høj grad i medierne, som på slagmarken. Særligt slaget om vestbredbyen Jenin udviklede sig til en international mediekontrovers, da palæstinenserne påstod, at Israel havde begået en massakre på mellem 500 og flere tusinde civile. Efterfølgende undersøgelser viste, at 23 israelske soldater og 52 palæstinensere, heraf hovedparten bevæbnede, havde mistet livet, i hvad kun kan beskrives som regulær kamp.

Israelske tanks omringer Arafats hovedkvarter, "Mukataa," i Ramallah, 2002.

I maj 2002 trak det israelske militær sig tilbage fra de større palæstinensiske byer, men fastholdt sit greb om det meste af Vestbredden. Også selvstyrets regeringsbygning i Ramallah forblev omringet af israelske tanks, og Arafat holdt i husarrest. Med Operation "Defensive Shield" opnåede Israel en markant reduktion i antallet af både terrorangreb og dræbte. "Intifadaen" fortsatte dog i yderligere tre år, før situationen var bare nogenlunde under kontrol.

2002 - Israels sikkerhedsbarriere
Sideløbende med den militære indsats mod de palæstinensiske terrorgrupper iværksatte den israelske regering, efter massivt folkeligt pres, opførelsen af en fysisk barriere, der skulle forhindre selvmordsbombeangreb fra Vestbredden i at ramme israelske civile. Arbejdet blev påbegyndt i sommeren 2002, hvor terrorniveauet var på sit højeste. Allerede året efter kunne man i den nordlige del af Israel, hvor den første sektion af barrieren var rejst, konstatere et fald i angreb til meget tæt på nul.

	Sektion af sikkerhesbarrieren med hegn og patruljevej.

Barrieren, der er planlagt til at løbe i alt ca. 700 km, består hovedsagligt af et sæt parallelle hegn med pigtråd og elektroniske sensorer, en patruljevej på hver side samt en grøft til at beskytte imod krydsende køretøjer. Enkelte steder, hvor der ikke er plads til at anlægge patruljeveje (f.eks. i tæt bebyggede områder), eller hvor der har været særlige problemer med skyderier, er hegnet erstattet af en otte meter høj betonmur.

Projektet blev fra starten mødt med kritik fra mange sider. Det primære stridspunkt består i, at barrieren ikke følger "den grønne linje," dvs. våbenhvilelinjen fra 1949, der skilte Israel fra Vestbredden, da sidstnævnte var under jordansk kontrol indtil Seksdageskrigen i 1967, men på lange strækninger snor sig ind på Vestbredden for at inkludere nogle bosættelsesblokke her. Det har skabt bekymring blandt palæstinensere for, at formålet med barrieren ikke alene er sikkerhedsmæssigt, men også at aftegne en fremtidig grænse mellem en kommende palæstinensisk stat og Israel, der i så fald vil inkludere ca. 10% af Vestbredden. Ironisk nok deler et mindretal af israelere, som ikke ønsker at se oprettelsen af en palæstinensisk stat, den samme bekymring.

Mursektion af sikkerhesbarrieren adskiller Østjerusalem fra forstaden Abu Dis.

Palæstinensere protesterer desuden over, at barrieren visse steder løber igennem privatejet palæstinensisk land og f.eks. afskærer bønder fra dele af deres marker. Også det internationale samfund, herunder en dom afsagt af Den Internationale Domstol i Haag i 2004, har kritiseret konstruktionen af barrieren på et område, som mange ønsker en dag skal omfattes af en palæstinensisk stat.

Men trods diverse ulemper, kritik og international fordømmelse har opførelsen af sikkerhedsbarrieren med israelske øjne været en ubetinget succes, der, efterhånden som projektet skred frem, spillede en væsentlig rolle i at nedbringe den palæstinensiske selvmordsbombeterror til et minimum.

Fortsæt: Kapitel 5 - Fredprocessen i krise - Side 2

Tilbage