Indledning 1. Tidlige tider (1000 f.v.t. - 1917) 2. Israels oprettelse (1880 - 1947) 3. Den nye stat (1947 - 1974) 4. Fred med araberne? (1977 - 2000) 5. Fredsprocessen i krise (2000 - i dag)    Side 1    (2000 - 2002)    Side 2    (2003 - 2005)    Side 3    (2006 - 2007)

Israels historie
- en kronologisk præsentation

5. Fredsprocessen i krise (2003 - 2005)

2003 - "Køreplanen for fred" og andre fredstiltag
Mens "den anden intifada" rasede, arbejdede det internationale diplomati på højtryk for at genoprette roen. Adskillige amerikanske våbenhvileplaner forliste i 2001 og 2002, lige så snart de var blevet fremlagt, da israelske krav om et absolut stop for palæstinensisk terror ikke blev opfyldt.

Den 28. marts 2002 fremsatte Den Arabiske Liga på sit topmøde i Beirut en fredsplan kaldet "det arabiske fredsinitiativ," hvorunder Israel blev tilbudt fred med hele den arabiske verden til gengæld for rømning af samtlige områder erobret i 1967, samt en lidt uklart defineret "retfærdig" løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem. Initiativet var udtryk for nytænkning fra den arabiske verdens side, men timingen særdeles uheldig. Den israelske regering var optaget af den eskalerende konflikt med palæstinenserne og iværksættelsen af Operation "Defensive Shield," og ignorerede stort set den arabiske fredsføler.

Abbas, Bush og Sharon ved topmødet i Aqaba, 4. juni 2003.

Sideløbende var en gruppe af internationale aktører, kaldet "Mellemøstkvartetten," bestående af USA, EU, Rusland og FN, i gang med at udarbejde en plan for afslutning af konflikten. Efter afsløringer af det palæstinensiske selvstyres involvering i våbensmugling og støtte til terrorisme mod Israel, valgte Kvartetten at følge den israelske premierminister, Ariel Sharons, linje og ikke forhandle med Yassir Arafat, der var under fysisk belejring i sit hovedkvarter i Ramallah af det israelske militær.

Under amerikansk pres udnævnte Arafat i marts 2003 sin tro væbner, Mahmoud Abbas, til palæstinensisk premierminister. Udnævnelsen banede vejen for den officielle fremlæggelse af Kvartettens faseopdelte "Køreplan for fred" den 30. april 2003. På et topmøde 4. juni 2003 i den jordanske rødehavsby Aqaba tilsluttede både Mahmoud Abbas og Ariel Sharon sig de overordnede linjer i "køreplanen." Israel knyttede dog en række ekstra betingelser til sin accept, og der blev aldrig helt enighed om fortolkningen af planen.

Det første og vigtigste skridt i den faseopdelte plan var et ophør af palæstinensisk terror og israelske militæroperationer. Umiddelbart efter topmødet ved Det Røde Hav, proklamerede de palæstinensiske fraktioner, inkl. de islamistiske Hamas og Islamisk Jihad, en ensidig våbenhvile overfor Israel. Der var en markant nedgang i volden.

	Hamas' selvmordsbombeangreb på Egged bus nr. 2, Jerusalem, august 2003.

Men mindre træfninger mellem israelske styrker og militante palæstinensere, og nogle terrorangreb med relativt få ofre, fik hurtigt situationen til at eskalere igen. Hamas' selvmords-bombeangreb på en israelsk bus den 19. august 2003, der kostede 23 mennesker livet (heraf syv børn), blev enden på palæstinensernes selverklærede våbenhvile. Israel optrappede sin klapjagt på terrorgruppernes ledere, og selvmordsbombeangrebene tog til igen. Også Hamas' raketangreb fra Gaza mod israelske beboelsesområder tog til i omfang gennem 2003 og 2004. Første fase af "Køreplanen for fred" blev aldrig implementeret.

2005 - Tilbagetrækning fra Gaza
Efter alle forsøg på at opnå en forhandlet fred, eller bare en våbenhvile, mellem parterne var mislykkedes, præsenterede Israels premierminister Ariel Sharon i december 2003 et initiativ, der overraskede verden. Israel ville foretage en total tilbagetræking, omfattende både militær og civilpersoner, fra hele Gaza-striben (samt enkelte mindre bosættelser på Vestbredden). Tiltaget skulle være ensidigt, dvs. uden koordination med det palæstinensiske selvstyre, og bundede angiveligt i Sharons erkendelse af, at Israel ikke ville kunne regere over flere millioner palæstinensere i al evighed.

Initiativet blev ikke overraskende mødt med voldsom modstand fra Sharons eget politiske bagland på den israelske højrefløj. De efterfølgende politiske tovtrækkerier endte endda med, at Sharon forlod det Likud-parti, som han selv havde været med til at grundlægge, og skabte sit eget nye parti, Kadima ("Fremad" på hebraisk).

Specialuddannet politi evakuerer bosættere i Gaza, september 2005.

Ikke desto mindre lykkedes det Sharon at få gennemført en evakuering af samtlige 8000 jødiske bosættere og alt militærpersonel fra Gaza. Alle israelske huse og faciliteter blev jævnet med jorden, med undtagelse af en række moderne gartnerier og drivhuse, som blev købt til palæstinenserne af internationale donorer som et bidrag til skabelsen af et fredeligt og velstående Gaza. Sådan skulle det dog ikke gå. Så snart den sidste israeler havde forladt Gaza, blev drivhusene smadret, og palæstinenserne intensiverede raketbeskydningen af beboelsesområder i Israel.

2005 - "Den anden intifada" ebber ud
Det er umuligt at sige præcis, hvornår Al Aqsa-intifadaen, eller "den anden intifada," fandt sin afslutning. Den palæstinensiske terror stoppede ikke brat, men dalede derimod jævnt i intensitet gennem årene 2002 til 2008. Dog anses 2005 som det år, hvor det israelske samfund genvandt en rimelig grad af normalitet.

På det tidspunkt havde den palæstinensiske opstand kostet over 1100 israelske liv, heraf langt hovedparten civile dræbt i terrorangreb. Omkring 3000 palæstinensere havde mistet livet, heraf ca. halvdelen kombattanter, resten civile dræbt i forbindelse med kampe mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker. Herudover blev mere end 500 palæstinensere dræbt som følge af interne palæstinensiske stridigheder. Store dele af det palæstinensiske samfunds infrastruktur, såvel organisatorisk som fysisk, lå i ruiner.

Fortsæt: Kapitel 5 - Fredprocessen i krise - Side 3

Tilbage