|
Untitled Document
|
Israels
historie
- en kronologisk præsentation
5.
Fredsprocessen i krise (2003 - 2005)
2003 - "Køreplanen for fred"
og andre fredstiltag
Mens "den
anden intifada" rasede, arbejdede det internationale
diplomati på højtryk for at genoprette
roen. Adskillige amerikanske våbenhvileplaner
forliste i 2001 og 2002, lige så snart de var
blevet fremlagt, da israelske krav om et absolut stop
for palæstinensisk terror ikke blev opfyldt.
Den 28. marts 2002 fremsatte Den Arabiske Liga på
sit topmøde i Beirut en fredsplan kaldet "det
arabiske fredsinitiativ," hvorunder Israel
blev tilbudt fred med hele den arabiske verden til
gengæld for rømning af samtlige områder
erobret i 1967, samt en lidt uklart defineret "retfærdig"
løsning på det palæstinensiske
flygtningeproblem. Initiativet var udtryk for nytænkning
fra den arabiske verdens side, men timingen særdeles
uheldig. Den israelske regering var optaget af den
eskalerende konflikt med palæstinenserne og
iværksættelsen af Operation
"Defensive Shield," og ignorerede stort
set den arabiske fredsføler.
 |
 |
Abbas,
Bush og Sharon ved topmødet i
Aqaba, 4. juni 2003. |
Sideløbende var en gruppe af internationale
aktører, kaldet "Mellemøstkvartetten,"
bestående af USA, EU, Rusland og FN, i gang
med at udarbejde en plan for afslutning af konflikten.
Efter afsløringer af det palæstinensiske
selvstyres involvering i våbensmugling og støtte
til terrorisme mod Israel, valgte Kvartetten at følge
den israelske premierminister, Ariel Sharons, linje
og ikke forhandle med Yassir Arafat, der var under
fysisk belejring i sit hovedkvarter i Ramallah af
det israelske militær.
Under amerikansk pres udnævnte Arafat i marts
2003 sin tro væbner, Mahmoud Abbas, til palæstinensisk
premierminister. Udnævnelsen banede vejen for
den officielle fremlæggelse af Kvartettens faseopdelte
"Køreplan
for fred" den 30. april 2003. På et
topmøde 4. juni 2003 i den jordanske rødehavsby
Aqaba tilsluttede både Mahmoud Abbas og Ariel
Sharon sig de overordnede linjer i "køreplanen."
Israel knyttede dog en række ekstra betingelser
til sin accept, og der blev aldrig helt enighed om
fortolkningen af planen.
Det første og vigtigste skridt i den faseopdelte
plan var et ophør af palæstinensisk terror
og israelske militæroperationer. Umiddelbart
efter topmødet ved Det Røde Hav, proklamerede
de palæstinensiske fraktioner, inkl. de islamistiske
Hamas og Islamisk Jihad, en ensidig våbenhvile
overfor Israel. Der var en markant nedgang i volden.
|
 |
|
Hamas'
selvmordsbombeangreb på Egged
bus nr. 2, Jerusalem, august 2003. |
Men mindre træfninger mellem israelske styrker
og militante palæstinensere, og nogle terrorangreb
med relativt få ofre, fik hurtigt situationen
til at eskalere igen. Hamas' selvmords-bombeangreb
på en israelsk bus den 19. august 2003, der
kostede 23 mennesker livet (heraf syv børn),
blev enden på palæstinensernes selverklærede
våbenhvile. Israel optrappede sin klapjagt på
terrorgruppernes ledere, og selvmordsbombeangrebene
tog til igen. Også Hamas' raketangreb fra Gaza
mod israelske beboelsesområder tog til i omfang
gennem 2003 og 2004. Første fase af "Køreplanen
for fred" blev aldrig implementeret.
2005 - Tilbagetrækning fra Gaza
Efter alle forsøg på at opnå en
forhandlet fred, eller bare en våbenhvile, mellem
parterne var mislykkedes, præsenterede Israels
premierminister Ariel Sharon i december 2003 et initiativ,
der overraskede verden. Israel ville foretage en total
tilbagetræking, omfattende både militær
og civilpersoner, fra hele Gaza-striben (samt enkelte
mindre bosættelser på Vestbredden). Tiltaget
skulle være ensidigt, dvs. uden koordination
med det palæstinensiske selvstyre, og bundede
angiveligt i Sharons erkendelse af, at Israel ikke
ville kunne regere over flere millioner palæstinensere
i al evighed.
Initiativet blev ikke overraskende mødt med
voldsom modstand fra Sharons eget politiske bagland
på den israelske højrefløj. De
efterfølgende politiske tovtrækkerier
endte endda med, at Sharon forlod det Likud-parti,
som han selv havde været med til at grundlægge,
og skabte sit eget nye parti, Kadima ("Fremad"
på hebraisk).
 |
|
Specialuddannet
politi evakuerer
bosættere i Gaza, september 2005. |
Ikke desto mindre lykkedes det Sharon at få
gennemført en evakuering af samtlige 8000 jødiske
bosættere og alt militærpersonel fra Gaza.
Alle israelske huse og faciliteter blev jævnet
med jorden, med undtagelse af en række moderne
gartnerier og drivhuse, som blev købt til palæstinenserne
af internationale donorer som et bidrag til skabelsen
af et fredeligt og velstående Gaza. Sådan
skulle det dog ikke gå. Så snart den sidste
israeler havde forladt Gaza, blev drivhusene smadret,
og palæstinenserne intensiverede raketbeskydningen
af beboelsesområder i Israel.
2005 - "Den anden intifada" ebber
ud
Det er umuligt at sige præcis, hvornår
Al Aqsa-intifadaen, eller "den anden intifada,"
fandt sin afslutning. Den palæstinensiske terror
stoppede ikke brat, men dalede derimod jævnt
i intensitet gennem årene 2002 til 2008. Dog
anses 2005 som det år, hvor det israelske samfund
genvandt en rimelig grad af normalitet.
På det tidspunkt havde den palæstinensiske
opstand kostet over 1100 israelske liv, heraf langt
hovedparten civile dræbt i terrorangreb. Omkring
3000 palæstinensere havde mistet livet, heraf
ca. halvdelen kombattanter, resten civile dræbt
i forbindelse med kampe mellem palæstinensere
og israelske sikkerhedsstyrker. Herudover blev mere
end 500 palæstinensere dræbt som følge
af interne palæstinensiske stridigheder. Store
dele af det palæstinensiske samfunds infrastruktur,
såvel organisatorisk som fysisk, lå i
ruiner.
Fortsæt:
Kapitel 5 - Fredprocessen i krise - Side 3
Tilbage
|
Untitled Document
|
