Untitled Document
Main PageHistory of  IsraelTime LineDocumentsMore ReadingLinksAbout
 

Untitled Document

Indledning

1. Tidlige tider
(1000 f.v.t. - 1917)

2. Israels oprettelse (1880 - 1947)

3. Den nye stat
(1947 - 1974)

 

 


Israels historie
- en kronologisk præsentation


3. Den nye stat (1947 - 1957)

David Ben-Gurion proklamerer
Israels oprettelse, 14. maj 1948.

1947-48 - Forberedelser til krig
Umiddelbart efter FN's vedtagelse af opdelingen af Palæstina i én jødisk og én arabisk stat i november 1947 gik arabiske bander til angreb på jødiske samfund overalt i Palæstina. Den arabiske verden lagde ikke skjul på sin intention om at tilintetgøre den jødiske stat samme øjeblik, den blev udråbt. Mens englænderne gjorde klar til at trække sine sidste tropper ud, kæmpede jødiske og arabiske undergrundsmilitser om at positionere sig bedst muligt forud for den forestående, arabiske invasion.

Udsigten til krig fik titusinder af palæstinensiske arabere, herunder det meste af den arabiske elite, til at forlade Palæstina. Intensiveringen af kampene hen imod det britiske mandats udløb, samt en voldsom rygtespredning om både virkelige og fiktive jødiske angreb på arabiske landsbyer, satte yderligere skub i flygtningestrømmen. Inden krigen for alvor begyndte, havde ca. 175.000 arabere forladt Palæstina.

Israels grænser efter
våbenhvilen i 1949.
 

1948 - Israels uafhængighedskrig
Den 14. maj 1948 proklamerede Israels første premierminister, David Ben-Gurion, oprettelsen af den nye jødiske republik. Dagen efter invaderede Egyptens, Jordans, Syriens, Libanons og Iraks samlede hære den jødiske stat. Målt på ildkraft og materiel var araberne ved krigens start israelerne voldsomt overlegne. Men dårlig koordination og splid mellem de arabiske regeringer, samt israelernes højere kampmoral og bedre organisation blev hovedårsagerne til, at krigen faldt ud til Israels fordel.

Da den endelige våbenhvile trådte i kraft i foråret 1949, havde israelerne kontrol med ca. 40% mere land, end anvist ifølge FNs delingsplan. Egypten og Jordan besatte henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden. Den foreslåede arabiske, palæstinensiske stat blev ikke til noget, men blev heller ikke efterspurgt, hverken af de palæstinensiske arabere eller den øvrige arabiske verden. Selvom de arabiske nabolande alle havde underskrevet våbenhvileaftaler med Israel, anerkendte de fortsat ikke den jødiske stats ret til at eksistere.

Palæstinensiske civile flygter fra
deres hjem under kampene i 1948.

1948-53 - Arabiske og jødiske flygtninge
Under kamphandlingerne flygtede mange palæstinensiske arabere fra de områder, som kom under israelsk kontrol. Omkring 300.000 flygtede til de arabiske nabo-lande, mens ca. 420.000 endte i flygtningelejre i de arabisk besatte dele af Palæstina. Langt hovedparten flygtede af egen kraft af frygt for de fremrykkende, israelske styrker. Men nogle steder blev arabere også tvunget væk fra deres hjem af israelske tropper. De egyptisk og jordansk kontrollerede områder - herunder Jerusalems gamle bydel - blev etnisk renset for jøder.

I samme øjeblik den jødiske stat blev proklameret i maj 1948, åbnedes døren for de hundrede tusinder af jødiske flygtninge,
der havde overlevet det

Teltlejr for jødiske flygtninge nær Tel
Aviv, 1948.

europæiske holocaust. Som reaktion på Israels oprettelse udsattes jøder i arabiske lande for et hidtil uset niveau af vold og forfølgelse. Israel iværksatte nogle spektakulære aktioner, hvorved flere hundrede tusinde jøder blev evakueret fra Yemen og Irak. De fleste af Syriens og Libanons jøder flygtede også til Israel, og senere ankom jøder fra Egypten, Tunesien, Algeriet, Libyen, Marokko, Iran og Tyrkiet. I alt ca. 650.000 jøder flygtede fra muslimske lande til Israel.

I skarp kontrast til Israels modtagelse af i alt over 1 million jødiske flygtninge gjorde de arabiske lande, der dog havde langt større absorberingskapacitet end Israel, intet forsøg på at integrere de ca. 720.000 palæstinensisk-arabiske flygtninge. De blev derimod placeret i flygtningelejre, hvor de fungerede som politisk pressionsmiddel i den fortsatte kamp imod Israel.

Et arabisk angreb på en bus i
Negev-ørkenen, der kostede 11
israelere livet, 1954.

1950-55 - Grænsestridigheder
I årene efter Israels første krig støttede både Egypten og Jordan guerillagruppers angreb ind i Israel fra Gaza og Vestbredden. Målene for angrebene var oftest civile israelere. Som reaktion herpå foretog Israel systema-
tiske gengældelsesangreb imod de baser i Gaza og på Vest-
bredden, hvorfra guerilla-
angrebene udgik.

1956 - Sinai-krisen
Fra foråret 1954 overtog Egypten Jordans rolle som hovedsponser for terroren imod Israel, og i sommeren 1955 intensiverede egyptisk trænede guerillagrupper deres angreb fra Gaza. Samme efterår blev den egyptiske blokade, der nægtede israelske skibe adgang til både Suez-kanalen og Det Røde Hav, udvidet til også at omfatte udenlandske skibes adgang til havnebyen Eilat. Egyptens præsident Nasser indgik en forsvarsalliance med Syrien,

Israels besættelse af Gaza og Sinai-
halvøen, 1956-57.
 

og begge lande modtog fra Sovjetunionen enorme mængder moderne våben, der langt overgik Israels militære formåen. Nasser erklærede, at man nu besad den militære styrke til at knuse Israel.

Hårdt presset, både militært og økonomisk, ønskede Israel at frigøre sig fra det egyptiske kvælertag. Og da Nasser i 1956 truede engelske og franske interesser ved at nationalisere Suez-kanalen, støttede de to stormagter Israels invasion af Gaza og Sinai-ørkenen. Hermed blev der sat en stopper for både terrorangrebene fra Gaza og blokaden af Eilat. England og Frankrig bombede egyptiske flybaser og besatte området omkring Suez-kanalen. Det internationale samfund med USA i spidsen pressede England, Frankrig og Israel til at trække deres tropper tilbage. Der etableredes en FN-styrke til at overvåge demilitariseringen af Sinai-halvøen og Gaza, og USA garanterede Israels fortsatte adgang til Det Røde Hav. De sidste israelske soldater blev trukket hjem i marts 1957.

Fortsæt: Kapitel 3 - Den nye stat - Side 2


Tilbage


Untitled Document


   

 For an English version
 of this website visit
 History-of-Israel.org

 

 

 

 

Untitled Document

 
Teksten på denne side tilhører IsraelsHistorie.dk, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.