|
Untitled Document
|
Israels
historie
- en kronologisk præsentation
3.
Den nye stat (1947 - 1957)
 |
 |
| David
Ben-Gurion proklamerer
Israels oprettelse, 14. maj 1948. |
1947-48
- Forberedelser til krig
Umiddelbart efter FN's vedtagelse af opdelingen af
Palæstina i én jødisk og én
arabisk stat i november 1947 gik arabiske bander til
angreb på jødiske samfund overalt i Palæstina.
Den arabiske verden lagde ikke skjul på sin
intention om at tilintetgøre den jødiske
stat samme øjeblik, den blev udråbt.
Mens englænderne gjorde klar til at trække
sine sidste tropper ud, kæmpede jødiske
og arabiske undergrundsmilitser om at positionere
sig bedst muligt forud for den forestående,
arabiske invasion.
Udsigten til krig fik titusinder af
palæstinensiske arabere, herunder det meste
af den arabiske elite, til at forlade Palæstina.
Intensiveringen af kampene hen imod det britiske mandats
udløb, samt en voldsom rygtespredning om både
virkelige og fiktive jødiske angreb på
arabiske landsbyer, satte yderligere skub i flygtningestrømmen.
Inden krigen for alvor begyndte, havde ca. 175.000
arabere forladt Palæstina.
|
 |
| Israels
grænser efter
våbenhvilen i 1949.
|
1948 - Israels uafhængighedskrig
Den 14. maj 1948 proklamerede Israels første
premierminister, David Ben-Gurion, oprettelsen af
den nye jødiske republik. Dagen efter invaderede
Egyptens, Jordans, Syriens, Libanons og Iraks samlede
hære den jødiske stat. Målt på
ildkraft og materiel var araberne ved krigens start
israelerne voldsomt overlegne. Men dårlig koordination
og splid mellem de arabiske regeringer, samt israelernes
højere kampmoral og bedre organisation blev
hovedårsagerne til, at krigen faldt ud til Israels
fordel.
Da den endelige våbenhvile trådte
i kraft i foråret 1949, havde israelerne kontrol
med ca. 40% mere land, end anvist ifølge FNs
delingsplan. Egypten og Jordan besatte henholdsvis
Gaza-striben og Vestbredden. Den foreslåede
arabiske, palæstinensiske stat blev ikke til
noget, men blev heller ikke efterspurgt, hverken af
de palæstinensiske arabere eller den øvrige
arabiske verden. Selvom de arabiske nabolande alle
havde underskrevet våbenhvileaftaler med Israel,
anerkendte de fortsat ikke den jødiske stats
ret til at eksistere.
 |
|
| Palæstinensiske
civile flygter fra
deres hjem under kampene i 1948. |
1948-53 - Arabiske
og jødiske flygtninge
Under kamphandlingerne flygtede mange palæstinensiske
arabere fra de områder, som kom under israelsk
kontrol. Omkring 300.000 flygtede til de arabiske
nabo-lande, mens ca. 420.000 endte i flygtningelejre
i de arabisk besatte dele af Palæstina. Langt
hovedparten flygtede af egen kraft af frygt for de
fremrykkende, israelske styrker. Men nogle steder
blev arabere også tvunget væk fra deres
hjem af israelske tropper. De egyptisk og jordansk
kontrollerede områder - herunder Jerusalems
gamle bydel - blev etnisk renset for jøder.
I samme øjeblik den jødiske stat blev
proklameret i maj 1948, åbnedes døren for
de hundrede tusinder af jødiske flygtninge,
der havde overlevet det
|
 |
| Teltlejr
for jødiske flygtninge nær Tel
Aviv, 1948. |
europæiske holocaust. Som reaktion på Israels
oprettelse udsattes jøder i arabiske lande for
et hidtil uset niveau af vold og forfølgelse.
Israel iværksatte nogle spektakulære aktioner,
hvorved flere hundrede tusinde jøder blev evakueret
fra Yemen og Irak. De fleste af Syriens og Libanons
jøder flygtede også til Israel, og senere
ankom jøder fra Egypten, Tunesien, Algeriet,
Libyen, Marokko, Iran og Tyrkiet. I alt ca. 650.000
jøder flygtede fra muslimske lande til Israel.
I skarp kontrast til Israels modtagelse
af i alt over 1 million jødiske flygtninge
gjorde de arabiske lande, der dog havde langt større
absorberingskapacitet end Israel, intet forsøg
på at integrere de ca. 720.000 palæstinensisk-arabiske
flygtninge. De blev derimod placeret i flygtningelejre,
hvor de fungerede som politisk pressionsmiddel i den
fortsatte kamp imod Israel.
 |
|
|
Et
arabisk angreb på en bus i
Negev-ørkenen, der kostede 11
israelere livet, 1954. |
1950-55 - Grænsestridigheder
I årene efter Israels første krig støttede
både Egypten og Jordan guerillagruppers angreb
ind i Israel fra Gaza og Vestbredden. Målene
for angrebene var oftest civile israelere. Som reaktion
herpå foretog Israel systematiske gengældelsesangreb
imod de baser i Gaza og på Vestbredden, hvorfra
guerilla-angrebene udgik.
1956 - Sinai-krisen
Fra foråret 1954 overtog Egypten Jordans
rolle som hovedsponser for terroren imod Israel, og
i sommeren 1955 intensiverede egyptisk trænede
guerillagrupper deres angreb fra Gaza. Samme efterår
blev den egyptiske blokade, der nægtede israelske
skibe adgang til både Suez-kanalen og Det Røde
Hav, udvidet til også at omfatte udenlandske skibes
adgang til havnebyen Eilat. Egyptens præsident
Nasser indgik en forsvarsalliance med Syrien,
|
 |
| Israels
besættelse af Gaza og Sinai-
halvøen, 1956-57.
|
og begge lande modtog fra Sovjetunionen enorme mængder
moderne våben, der langt overgik Israels militære
formåen. Nasser erklærede, at man nu besad
den militære styrke til at knuse Israel.
Hårdt presset, både militært
og økonomisk, ønskede Israel at frigøre
sig fra det egyptiske kvælertag. Og da Nasser
i 1956 truede engelske og franske interesser ved at
nationalisere Suez-kanalen, støttede de to
stormagter Israels invasion af Gaza og Sinai-ørkenen.
Hermed blev der sat en stopper for både terrorangrebene
fra Gaza og blokaden af Eilat. England og Frankrig
bombede egyptiske flybaser og besatte området
omkring Suez-kanalen. Det internationale samfund med
USA i spidsen pressede England, Frankrig og Israel
til at trække deres tropper tilbage. Der etableredes
en FN-styrke til at overvåge demilitariseringen
af Sinai-halvøen og Gaza, og USA garanterede
Israels fortsatte adgang til Det Røde Hav.
De sidste israelske soldater blev trukket hjem i marts
1957.
Fortsæt:
Kapitel 3 - Den nye stat - Side 2
Tilbage
|
Untitled Document
|
