Untitled Document
Main PageHistory of  IsraelTime LineDocumentsMore ReadingLinksAbout
 

Untitled Document

Indledning

1. Tidlige tider
(1000 f.v.t. - 1917)

2. Israels oprettelse (1880 - 1947)

3. Den nye stat
(1947 - 1974)

 

 

 


Israels historie
- en kronologisk præsentatio
n


3. Den nye stat (1964 - 1974)

1964 - PLOs oprettelse
I 1964 oprettedes PLO (Palestine Liberation Organization), som en paraplyorganisation for de forskellige palæstinensiske, militære grupper, med det formål, via voldelig kamp, at opnå "befrielsen af Palæstina" fra "den zionistiske tilstædeværelse." Vestbredden og Gaza, der var under henholdsvis jordansk og egyptisk besættelse, var på dette tidspunkt ikke mål for PLO's befrielseskamp. Med Egyptens tab af Gaza som base for guerillaangreb på Israel, blev Jordan (Vestbredden) og de syriske Golan-højder i 1960'erne de fortrukne udgangspunkter for angreb ind i Israel. Israel reagerede med gengældelses-
angreb ind over grænserne til Jordan og Syrien.

Egyptiske fly ødelagt på deres base,
5. juni 1967.

 

1967 - Seksdageskrigen
I 1966 eskalerede de syriske angreb fra Golan-højderne på det nordlige Israel, og de militære sammenstød mellem de to lande optrappedes yderligere i foråret 1967. Forfalskede, sovjetiske rapporter om påståede israelske troppe-koncentrationer nær den syriske grænse fik de arabiske ledere til at skærpe truslerne mod Israel, og den 15. maj 1967 beordrede Egyptens præsident Nasser sine styrker ind i Sinai. De efterfølgende dage udviste Nasser FN's fredsbevarende styrker fra Gaza og Sinai, og genindførte blokaden af havnebyen Eilat.

Israels forsvarsminister,
Moshe Dayan (i midten), og
hærchef, Yitzchak Rabin (til
højre), ankommer til Jerusalem
efter byens fald i 1967.

Israel søgte støtte til ophævelsen af blokaden hos sine vestlige allierede, men fik afslag. Den israelske premierminister Levi Eshkol erklærede i en tale, at Israel ikke ønskede en militær konfrontation med sine arabiske naboer. Imens Israel stod helt isoleret, tilsluttede Jordan og Irak sig den egyptisk-syriske forsvarspagt, og flere andre arabiske lande lovede støtte til den forestående krig. Nasser erklærede, at arabernes mål var den totale tilintetgørelse af Israel.

Omringet af de arabiske hære, der målt på soldater og materiel tilsammen var mere end dobbelt så stærke som Israels væbnede styrker, og med udsigt til et forestående angreb fra alle sider, valgte israelerne at slå først. Om morgenen den 5. juni 1967 bombede israelske fly egyptiske flybaser og udraderede på få timer næsten hele det egyptiske luftvåben. Israel appellerede til Jordan om at holde sig udenfor kamphandlingerne og lovede, at man i givet fald ikke vil angribe Jordan.

Israel og de besatte områder efter
Seksdageskrigen i juni 1967.
 

Men da egypterne rapporterede om deres angiveligt vellykkede angreb på Israel, indledte Jordan samme morgen en massiv beskydning af Vestjerusalem og andre israelske beboelsesområder. Syrien bombarderede det norlige Israel fra Golan-højderne, og jordanske, syriske og irakiske fly angreb andre israelske mål.

Israelske fly blev sendt afsted mod Jordan og Syrien, og tilintetgjorde hurtigt begge landes samlede luftstyrker. Efterladt helt uden luftstøtte, allerede på krigens første dag, var de arabiske hære fortabte, og i løbet af kun seks dage indtog Israel Gaza-striben, Sinai-ørkenen, Golan-højderne og Vestbredden inklusiv den gamle by i Jerusalem.

1967 - FN-resolution 242 og de "tre nej’er"
Efter Israels overvældende sejr i juni 1967 vedtog FN's sikkerhedsråd 22. november samme år resolution 242, der udstak retningslinierne for fremtidige fredsforhandlinger. Resolutionen stillede krav om en fredelig løsning, forhandlet mellem parterne, og baseret på følgende princip: israelsk tilbagetrækning fra en ikke nærmere defineret del af områderne besat i juni 1967 til gengæld for, at Israels naboer skulle anerkende den jødiske stat, garantere dens sikkerhed og respektere dens grænser.

Israel, der fra starten havde udvist villighed til at forhandle om en tilbagetrækning fra størstedelen af det besatte land til gengæld for fred, accepterede resolution 242. Den arabiske verden afviste resolutionen. På et arabisk topmøde i Sudans hovedstad, Khartoum, allerede i september 1967, vedtog man en resolution med følgende "tre nej'er": nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel, nej til forhandlinger med Israel. Efterfølgende har en del arabiske lande accepteret resolution 242, omend i en noget fri fortolkning, ifølge hvilken Israel betingelsesløst skal trække sig tilbage fra alle områder erobret i 1967.

Gamal Abdel Nasser.

1969 - Udmattelseskrigen
Seksdageskrigen var kun lige afsluttet, før Egypten påbegyndte beskydningen af israelske positioner langs Suez-kanalen. Israel svarede igen ved at foretage flytogter og kommandoraids mod egyptiske mål. Sovjetunionen sendte store mængder avancerede våben og militæreksperter til Egypten, og i sommeren 1969 erklærede Nasser en "udmattelseskrig", med det formål at påføre Israel størst mulige tab, og dermed knække israelernes vilje til at fastholde besættelsen af Sinai. Men strategien slog fejl og krisen eskalerede. Et klimaks blev nået i sommeren 1970, da israelske jagerfly nedskød fire MiG'er bemandet af sovjetiske piloter. USA pressede på for indførelsen af en våbenhvile, der trådte i kraft 7. august 1970. Udmattelseskrigen kostede flere tusinde mennesker på hver side af Suez-kanalen livet.

1970-72 - PLO og den internationale terror
Efter Seksdageskrigen fortsatte også palæstinensiske guerillagrupper under paraplyorganisationen, PLO, deres angreb på Israel. Israelerne knuste dog relativt hurtigt PLO's infrastruktur i de besatte områder, hvorefter organisationen, under dens nye leder, Yasser Arafat, etablerede sig i nabostaten Jordan. PLO blev en

PFLP sprænger et kapret passager-
fly i luften, Jordan, september 1970.

magtfaktor, der truede selve Kong Husseins regime, og der opstod kampe mellem PLO og den jordanske hær. Efter PFLP, en undergruppe af PLO, kaprede fire vestlige passagerfly og bragte dem til Jordan, fik Hussein nok og lod sin hær angribe de flygtningelejre, hvor PLO holdt til. 2000 guerillaer og endnu flere uskyldige flygtninge blev dræbt.

De overlevende PLO-folk flygtede til Syrien, hvor de modtog træning og udrustning fra den syriske hær. Herefter etablerede PLO sig i nabolandet Libanon, hvorfra de bl.a. sendte raketter imod beboelsesområder i det nordlige Israel. Efter PLO's angreb på en israelsk skolebus, hvorved 12 børn og lærere blev dræbt, iværksatte Israel i maj 1970 en større militæraktion i Sydlibanon og skabte en 3 km bred stødpudezone, der lagde en midlertidig dæmper på de palæstinensiske angreb.

En hætteklædt, palæstinensisk
terrorist under gidseldramaet i
München, september 1972.

 

Samtidig udviklede PLO en ny måde at få sat den palæstinensiske sag på den internationale dagsorden. Fra 1968-72 rettede palæstinensiske terrorister en række angreb mod internationale mål. Flykapringer blev en specialitet, men også andre Israel-relaterede og jødiske mål blev angrebet. Et af de mest spetakulære angreb var PLOs massakre på 11 israelske atleter ved Olympiaden i München i 1972.

Golda Meir.

1973 - Yom Kippur-krigen
Våbenhvilen af 7. august 1970, der afsluttede Umattelseskrigen, blev brudt allerede samme dag, da egypterne rykkede avancerede, sovjetiske våbensystemer frem til Suez-kanalen. Forberedelserne til den
næste altomfattende krig mod Israel var i gang, og blev, efter Nassers død samme år, fortsat af hans efterfølger, Anwar Sadat. Syrien modtog, ligesom Egypten, enorme mægder våben fra Sovjetunionen, og i januar 1973 blev de to landes militær lagt under fælles kommando. Israels premierminister, Golda Meir, og hendes
 
Israelsk pontonbro krydser Suez-
kanalen, oktober 1973.

 
rådgivere valgte at ignorere den israelske efterretnings-tjenestes advarsler om, at noget var under opsejling. Landet var derfor ganske uforberedt, da egyptiske og syriske styrker 6. oktober 1973, på den jødiske helligdag, "Yom Kippur", indledte et koordineret overaskelsesangreb i Sinai og Golan.

I krigens første dage gjorde araberne store fremskridt. Men efterhånden som de israelske styrker mobiliseredes, vendte krigslykken. Efter israelerne fik stoppet den arabiske fremrykning, lykkedes det på begge fronter at bryde igennem de arabiske linier. Da kampene afsluttedes 25. oktober, stod de israelske tropper indenfor

En lettere såret general Ariel Sharon
mødes med forsvarsminister Moshe
Dayan, Yom Kippur-krigen, 1973.

skudvidde af både Kairo og Damaskus. Militært set kom Israel sejrrigt ud af krigen. Men araberne havde bevist, at de stadig udgjorde en reel trussel for Israel, og anså derfor sig selv som sejrherrer. Næsten 2700 israelere blev dræbt i Yom Kippur-krigen, og efter folkelige protester blev Golda Meirs regering i april 1974 tvunget til at gå af.

Fortsæt: Kapitel 4 - Fred med araberne?


Tilbage

 

Untitled Document


   

 For an English version
 of this website visit
 History-of-Israel.org

 

 

 

 

Untitled Document

 
Teksten på denne side tilhører IsraelsHistorie.dk, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.