Untitled Document
Main PageHistory of  IsraelTime LineDocumentsMore ReadingLinksAbout
 

Untitled Document

Indledning

1. Tidlige tider
(1000 f.v.t. - 1917)

2. Israels oprettelse (1880 - 1947)

3. Den nye stat
(1947 - 1974)

   Side 1
   (1977 - 1993)

 

 


Israels historie
- en kronologisk præsentatio
n


4. Fred med araberne? (1977 - 1993)

Sadat, Begin og Carter ved underskri-
velsesceremonien for fredsaftalen
mellem Israel og Egypten, 1979.

 

1979 - Fredsaftale med Egypten
Efter fire års resultatløse fredsforhandlinger i kølvandet på Yom Kippur-krigen tog Egyptens præsident Sadat i 1977 imod den israelske premiermister Menahem Begins invitation, og rejste til Jerusalem for at diskutere mulighederne for fred mellem de to lande. Det var en bevæget israelsk befolkning, der på TV kunne se Sadat tale fra det israelske parlament, Knessets talerstol.

De efterfølgende forhandlinger foregik under den amerikanske præsident Jimmy Carters ledelse, på hans landsted, Camp David. Parterne underskrev i 1979 en fredsaftale, der indebar en total israelsk tilbagetrækning fra Sinai, til gengæld for egyptisk anerkendelse af Israels ret til at eksistere samt respekt for de aftalte grænser.

Jødiske bosættere evakueres
fra et hustag under rømningen
af byen Yamit i Sinai, 1982.

Gaza-striben, som Israel også erobrede under Seksdageskrigen tolv år tidligere, havde Egypten ingen interesse i.

Tilbagetrækningen fra Sinai foregik i stadier over de efterfølgende tre år, og inkluderede i 1982 nedlæggelsen af en enkelt større og flere mindre jødiske bosættelser oprettet siden 1967. Fredsaftalen med Israel mødte stor modstand i den arabiske verden, og i 1979 udelukkedes Egypten fra Den Arabiske Liga. I 1981 blev Sadat myrdet af en egyptisk, fundamen-talistisk, muslimsk gruppe.

1982 - Libanon-krigen
I 1982 var der ro på de fleste af Israels grænser. Kun fra Libanon rettede PLO med jævne mellemrum angreb på det nordlige Israel. Israels forsvarsminister, Ariel Sharon, udarbejdede, i samarbejde med den kristne, libanesiske militsleder Bashir Gemayel, en plan om at gøre en ende på PLO's magtbase i Libanon. Israel påtog sig at nedkæmpe PLO hele vejen til Beirut, hvorefter Gemayels "falangister" skulle tage sig af de PLO-guerillaer, der havde forskanset sig i hovedstaden. Når Gemayel havde overtaget magten i Libanon, skulle der indgås en fredsaftale mellem de to lande.

Libanon og det nordlige Israel.
 

De israelske styrker angreb den 6. juni 1982, nedkæmpede både PLO's guerillaer og den syriske hær, der havde besat det østlige Libanon, og nåede 13. juni det sydlige Beirut. Men Gemayel nægtede at sende sin milits ind i Vestbeiruts gader. Israelerne indledte i stedet en belejring samt et massivt bombardament af PLO's positioner i byen. Efter to måneder gav guerillaerne op, og evakueredes fra Libanon til andre arabiske lande. PLO's leder, Yassir Arafat, drog i eksil i Tunesien.

Gemayel blev valgt til præsident i Libanon, hvorefter et israelsk forsøg på at indgå en fredsaftale med ham mislykkedes. I september blev Gemayel dræbt i et bombeattentat. To dage senere begik Gemayels kristne falangister en massakre på mindst 700 palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila udenfor Beirut. Den israelske hær, der havde kontrol med området, greb ikke ind. Efter folkelige protester i Israel, erklærede en israelsk undersøgelseskommission Sharon indirekte medansvarlig for massakren, og han blev tvunget bort fra posten som forsvarsminister. I januar 1985 trak Israel sine styrker tilbage fra Libanon, bortset fra en 10 km bred sikkerhedszone nord for den israelske grænse.

1987 - Den første "intifada"
I december 1987 udbrød der spontane optøjer i Gaza og på Vestbredden, hvor palæstinensiske unge angreb israelske soldater og civile med sten og molotovcocktails. Urolighederne udviklede sig hurtigt til en regulær opstand, med generalstrejke, boykot af israelske varer og brændende barikader i gaderne.
Unge palæstinensere kaster sten mod
israelske soldater, 1987.
PLO's forsøg på at lede opstanden fra hovedkvarteret i Tunesien lykkedes kun i begrænset omfang, mens lokale grupper, herunder den islamiske organisation Hamas, havde mere indflydelse på udviklingen. Israelsk politi og militær forsøgte at nedkæmpe demonstranterne, og der var mange ofre. Da "intifadaen" ebbede ud i 1991 var 160 israelere blevet dræbt. Af de 2100 palæstinensere, der havde mistet livet, var næsten halvdelen blevet henrettet af andre palæstinensere på grund af interne stridigheder eller mistanke om samarbejde med Israel.

1991 - Golfkrigen
Da Irak i sommeren 1990 invaderede Kuwait, valgte Yassir Arafat

Tel Aviv under angreb. Irak
affyrede 39 Scud-missiler
imod Israel under Golf-krigen.
 

og palæstinenserne side til fordel for Saddam Hussein. Mange palæstinensere jublede, da irakiske Scud-missiler regnede ned over Israel, mens hele den israelske befolkning var stuvet sammen i forseglede beskyttelsesrum i angst for kemiske og biologiske våben. Missilerne anrettede dog kun begrænset skade, og Israel undgik at blive draget dybere ind i konflikten. På grund af støtten til Saddam Hussein blev de 200.000 palæstinensere, der hidtil havde arbejdet i Kuwait, efter krigen smidt på porten. Saudi-Arabien og andre golfstater, der var i opposition til Saddam Hussein, indstillede den økonomiske støtte til PLO.

1991 - Madrid-konferencen
USA tog initiativ til en fredskonference med deltagelse af Israel, Syrien, Libanon og en jordansk-palæstinensisk delegation. Parterne mødtes i Madrid 1. november 1991, og både israelere og palæstinensere viste vilje til at indgå et kompromis omkring en overgangsordning med palæstinensisk selvstyre. Forhandlingerne fortsatte derefter i Washington, men selvom parterne mødtes jævnligt gennem det næste års tid, voksede uenigheden. Den palæstinensiske organisation Hamas begik i december 1992 en række terrorangreb mod Israel, som svarede igen ved at deportere 400 Hamas-medlemmer til Libanon. Den palæstinensiske delegation trak sig fra møderne i Washington, og selvom de blev genoptaget i foråret 1993, forblev forhandlingerne resultatløse.

Fortsæt: Kapitel 4 - Fred med araberne? - Side 2


Tilbage


Untitled Document


   

 For an English version
 of this website visit
 History-of-Israel.org

 

 

 

 

Untitled Document

 
Teksten på denne side tilhører IsraelsHistorie.dk, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.