Indledning 1. Tidlige tider (1000 f.v.t. - 1917) 2. Israels oprettelse (1880 - 1947) 3. Den nye stat (1947 - 1974) 4. Fred med araberne? (1977 - 2000)    Side 1    (1977 - 1993)    Side 2    (1993 - 1996)    Side 3    (1997 - 2000) 5. Fredsprocessen i krise (2000 - i dag)

Israels historie
- en kronologisk præsentation

4. Fred med araberne? (1997 - 2000)

1997-1999 - Hebron, Wye River og Sharm el-Sheikh
I august 1996 blev fredsforhandlingerne genoptaget, omend i noget nedsat tempo. Den 15. januar 1997 underskrev Netanyahu og Arafat "Hebron-aftalen" om israelsk tilbagetrækning fra størstedelen af Hebron, den sidste større palæstinensiske by under israelsk kontrol.

Arafat og Netanyahu, Wye River, 1998.

I løbet af 1997 kostede palæstinensiske selvmordsbombeangreb, fortrinsvis begået af Hamas, 44 civile israelere livet, mens omkring 400 blev såret. Men efter en længere periode med relativ ro, mødtes Netanyahu og Arafat i oktober 1998 hos præsident Clinton i USA, for at forhandle om implementeringen af Oslo II-aftalen fra 1995. De underskrev det såkaldte "Wye River Memorandum", der endnu en gang understregede palæstinensernes forpligtelser vedrørende sikkerhed og terrorbekæmpelse. Samme efterår gennemførte Hamas og Islamisk Jihad en række terrorangreb, der krævede få dødsofre, mens næsten 100 blev såret. Alligevel iværksatte Israel den første af tre landoverdragelser beskrevet i Wye-aftalen, hvorefter processen atter gik i stå.

	Områder overført til palæsti- nensisk kontrol ifølge Wye River-aftalen.

I foråret 2000 foretog Israel nogle yderligere tilbagetrækninger, hvorefter ca. 18% af Vestbreddens samlede areal var overgået til selvstyret (Area A), mens 21% var under fælles kontrol (Area B). Selvom aftalerne ikke var fuldt implementerede, levede mere end 95% af palæstinenserne nu under selvstyrets administration.

Israelske soldater jubler, da de krydser grænsen fra Libanon, marts 2000.

2000 - Israel forlader Libanon
Et af Ehud Baraks valgløfter fra 1999 - at trække de israelske tropper hjem fra Israels selv-
bestaltede sikkerhedszone i det sydlige Libanon - blev indfriet 24. marts 2000, da den sidste tank i ly af natten rullede over den internationalt anerkendte grænse til Israel. FN erklærede efterfølgende tilbagetrækningen for fuldendt.

2000 - Oslo-processen i vanskeligheder
Den israelske tilbagetrækning fra Vestbredden i henhold til Oslo-aftalerne blev aldrig fuldt implementeret. Årsagen var ikke bare palæstinensernes manglende vilje eller evne til at bekæmpe terror mod israelske civile. Også på en række andre punkter manglede Arafat og det palæstinensiske selvstyre at leve op til sine forpligtelser.

Oslo-aftalerne lagde overordnet set op til skabelsen af et demokratisk, palæstinensisk samfund, og der blev stillet direkte krav om indførelsen af et palæstinensisk retssystem, der kunne operere uafhængigt af magthaverne. I stedet havde Arafat i realiteten skabt endnu et arabisk diktatur, hvor menige palæstinensere måtte leve uden basale, demokratiske rettigheder. Selvstyrets væbnede styrker, der ifølge aftalerne skulle begrænses til en politistyrke på 24.000 mand, udgjorde ved årtiets udgang omkring det dobbelte. Hertil kom, at de mange forskellige militære fraktioner, i stedet for at være under det palæstinensiske indenrigsministeriums kontrol, i vid udstrækning svarede direkte til Yasser Arafat.

	Jøden, i klassisk antisemitisk stil, holder nøglen til USA's pengekasse. Palæstinensisk avis, marts 2000.

Oslo II-aftalen fra 1995 indeholdt
også en klausul, der forpligtede parterne til, gennem undervisnings-institutioner og medier, at bidrage til freden mellem de to folk, samt at bekæmpe spredningen af propaganda imod den anden part. Dette punkt havde Israel levet fuldt og helt op til, mens det palæstinensiske selvstyre i sine medier, der var under Arafats kontrol, samt uddannelses- og religiøse institutioner leverede en stadig strøm af anti-israelsk propaganda.

Kravet om fjernelse af de afsnit i PLO's vedtægter, der anfægtede Israels ret til at eksistere og opfordrede til Israels ødelæggelse, var heller aldrig blevet efterlevet.

På den anden side hævdede palæstinenserne, at de løbende udvidelser af jødiske bosættelser på Vestbredden ikke bare havde en ukonstruktiv signalværdi i forhold til fredsprocessen, men også var i modstrid med de indgåede aftaler. Her henholdt man sig til en klausul, der forbød parterne at foretage sig noget, som kunne ændre Vestbreddens og Gaza-stribens status inden indgåelsen af en endelig fredsaftale. Omvendt påpegede Israel, at der intet sted i aftalerne fandtes krav til begrænsning af bosættelserne, der tværtimod udtrykkeligt var at finde på listen af emner, som var udskudt til de forestående forhandlinger om en endelig fredsaftale.

2000 - Camp David og fredsprocessens sammenbrud
I Sharm el-Sheikh-aftalen fra september 1999, var den 13. september 2000 fastsat som deadline for en endelig fredsaftale, og efterhånden som denne dato nærmede sig, øgedes presset på lederne for at finde en løsning. Arafat truede endda med ensidigt at udråbe en palæstinensisk stat, hvis der ikke kunne leveres resultater ved forhandlingsbordet.

Barak, Clinton og Arafat ved Camp David, juli 2000.

I månederne marts-maj 2000 dræbte fire selvmordsbomber otte israelere og sårede mere end 170. Ikke desto mindre var håbet om en fredelig løsning med palæstinenserne på sit højeste, da Ehud Barak og Yasser Arafat i juli måned drog afsted til Bill Clintons landsted, Camp David, for at deltage i forhandlinger om en endelig fredsaftale.

	Kortet ovenfor illustrerer Bill Clintons vision for en palæsti- nensisk stat i Gaza og det meste af Vestbredden.

Men Yasser Arafat afviste den fore-
slåede løsning, og valgte herefter at forlade forhandlingerne uden at præsentere et alternativt forslag.

Deadlinen den 13. september passe-
redes, og skuffelsen var stor på begge sider af konflikten. Stemningen
blandt palæstinenserne var særlig anspændt, og den 28. september 2000 blev den israelske oppositionsleder, Ariel Sharons, besøg på Tempelbjerget i Jerusalem anledning til palæstinensiske optøjer, der hurtigt udviklede sig til en regulær, voldelig opstand under navnet "Al Aqsa-intifadaen" eller "den anden intifada."

I efteråret 2000 og januar 2001, mens volden rasede, blev der gjort endnu et par forsøg på at få forhandlingerne tilbage på sporet med møder i henholdsvis Washington og Taba i Egypten. Men anstrengelserne gav intet resultat, og Oslo-fredsprocessen var i realiteten brudt endeligt sammen.

Fortsæt: Kapitel 5 - Fredsprocessen i krise

Tilbage