|
Untitled Document
|
Israels
historie
- en kronologisk præsentation
4.
Fred med araberne? (1993 - 1996)
1993
- Oslo-processen indledes
Bag kulisserne blev den israelske ledelse, via en
norsk forbindelse, informeret om, at PLO, der siden
Golfkrigen havde været internationalt marginaliseret,
og nu også var ved at miste indflydelse i de
palæstinensiske områder, havde udtrykt
vilje til at forhande med Israel. Hemmelige møder
mellem israelske repræsentanter og PLO-folk
begyndte i januar 1993 i Oslo. Der blev gjort markante
fremskridt, og i august samme år begyndte en
fælles principerklæring at tage form.
Dokumentet beskrev principperne for en 5-års
overgangsperiode med palæstinensisk selvstyre,
der skulle starte med Gaza og Jeriko, og senere også
omfatte alle større, palæstinensiske
befolkningscentre på Vestbredden. Efter overgangsperioden
skulle parterne forhandle en permanent løsning
på plads. Spørgsmålet om den endelige
grænse-dragning, Jerusalems fremtidige status
og det palæstinensiske flygtningeproblem blev
udskudt til en senere fase.
 |
 |
Israels
premierminister Yitzhak Rabin
giver PLO-leder Yasser Arafat hånden
foran Det Hvide Hus, 1993.
|
For at opnå PLO's godkendelse af dokumentet
tilbød den israelske premierminister Yitzhak
Rabin at anerkende PLO, under ledelse af Yasser Arafat,
som den retmæssige repræsentant for det
palæstinensiske folk. Arafat accepterede og
erklærede til gengæld, at PLO anerkendte
Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed,
samt at organisationen frasagde sig brugen af terrorisme
og vold. Den 13. september 1993 gav Arafat og Rabin,
ved en ceremoni med den amerikanske præsident
Bill Clinton som vært, hinanden håndslag
på "the
Declaration of Principles on Interim Self-Government",
også kaldet Oslo-aftalen, der udstak retningslinierne
for den kommende fredsproces.
1994 - Det palæstinensiske
selvstyre etableres
Implementeringen af selvstyreaftalen gik alt andet
end glat. Mens Israel og PLO forhandlede om detaljerne,
forsøgte palæstinensere fra Hamas, Islamisk
Jihad og Yasser Arafats egen Fatah-organisation af
afspore processen. I løbet af efteråret
1993 kostede 15 terrorangreb tilsammen 19 israelere
livet.
I februar 1994 skød og dræbte et medlem
af den yderligtgående, jødiske organisation,
Kach, 29 arabere ved "patriarkernes grav"
i Hebron. Over hundrede blev såret, før
attentatmanden selv blev overmandet og dræbt.
Den israelske regering fordømte massakren, udbetalte
erstatning til
|
 |
|
Det meste af Gaza og et
område omkring byen Jeriko
kommer under palæstinensisk
kontrol, maj 1994. |
ofrenes familier, og erklærede Kach-bevægelsen
for en ulovlig terror-organisation. Israel og PLO indgik
en aftale om udstationering af internationale observatører
i Hebron, den eneste by på Vestbredden, hvor der
boede både jøder og arabere.
I månederne marts-april rettede den palæstinensiske
organisation Hamas en række terrorangreb mod
israelske busser og lignende mål, der kostede
i alt 17 israelere livet. Trods modgangen fortsatte
forhandlingerne mellem Israel og PLO. Den 4. maj 1994
indgik parterne en aftale om betingelserne for etableringen
af selvstyret og implementeringen af fredsprocessens
første fase, kaldet "Gaza-Jeriko-aftalen".
Israel trak sine tropper ud af de aftalte områder,
der blev overladt til palæstinensisk kontrol.
Kort efter ankom Arafat til Gaza som formand for det
palæstinensiske selvstyre.
1994 - Fred
med Jordan
Da Jordan allerede havde frasagt sig alle krav
på Vestbredden, var det i realiteten kun pres
fra andre arabiske stater, der
 |
|
Kong
Hussein, Clinton og Rabin ved
indgåelsen af fredsaftalen mellem
Israel og Jordan, 1994. |
havde afholdt landet fra at indgå en separat fred
med Israel. Så da den generelle stemning i regionen
tillod det, benyttede de to lande den 25. juli 1994
lejligheden til at indgå en fredsaftale, der kun
indebar marginale territoriale justering-er. Aftalen
blev underskrevet ved en officiel ceremoni den 26. oktober
1994. Jordan blev hermed det andet arabiske land, der
indgik fred med Israel.
1995 - Oslo II-aftalen
Henover sommeren 1994 intensiveredes den palæstinensiske
terror, og det følgende år blev næsten
100 israelere (hovedsagligt civile) dræbt ved
selvmordsbombeaktioner og andre angreb. De islamistiske
organisationer Hamas og
|
 |
|
Area A: områder under palæ-
stinensisk kontrol, Area B:
områder under fælles kontrol. |
Islamisk Jihad stod for langt hovedparten af angrebene.
Trods selvstyrets manglende indsats
i forhold til at bekæmpe terroren, underskrev
Israel og PLO 28. september 1995 den såkaldte
"Oslo
II-aftale", der omhandlede yderligere
israelske tilbagetræk-ninger fra Vestbredden.
Til gengæld herfor indeholdt aftalen, ligesom
den forrige, en række krav til det palæstinensiske
selvstyre. Det stod dog hurtigt klart, at selvstyret
fortsat ikke levede op til sin side af aftalerne.
Ikke desto mindre gennemførte Israel - omend
med en del forsinkelser - de planlagte tilbagetrækninger.
 |
|
Øjeblikket
hvor Rabin bliver skudt,
4. november 1995 (fra israelsk tv). |
1995 - Mordet
på Rabin
I endnu et anslag mod fredsprocessen blev Israels
premierminister Yitzhak Rabin, under en fredsdemonstration
i Tel Aviv, myrdet af en højreorienteret, ortodoks
jøde. Attentatmanden blev pågrebet og
idømtes senere livsvarigt fængsel. Vicepremierminister
Shimon Peres overtog posten som premierminister. Fredsprocessen
fortsatte, og i de efterfølgende tre måneder
blev israelske styrker trukket ud af de fleste større
palæstinensiske byer.
Da der i maj 1996 blev afholdt valg i Israel, forsøgte
Shimon Peres og Arbejderpartiet er få fornyet
mandatet til at fortsætte fredsprocessen med
Yasser Arafat og det palæstinensiske selvstyre.
Men en ny bølge af selvmordsangreb begået
af Hamas, hvorved 57 israelere blev dræbt på
en enkelt uge i marts-april 1996, rystede den israelske
befolkning, og Benjamin Netanyahu fra højrefløjspartiet
Likud, der var modstander af forhandlingerne med PLO,
vandt valget.
Fortsæt:
Kapitel 4 - Fred med araberne? - Side 3
Tilbage
|
Untitled Document
|
