Indledning 1. Tidlige tider (1000 f.v.t. - 1917) 2. Israels oprettelse (1880 - 1947) 3. Den nye stat (1947 - 1974) 4. Fred med araberne? (1977 - 2000) 5. Fredsprocessen i krise (2000 - i dag)    Side 1    (2000 - 2002)    Side 2    (2003 - 2005)    Side 3    (2006 - 2007)

Israels historie
- en kronologisk præsentation

5. Fredsprocessen i krise (2006 - 2009)

2006 - Hamas kommer til magten
Siden det palæstinensiske selvstyre blev etableret i 1994, er der blevet afholdt præsident- og parlamentsvalg to gange. Første gang, i 1996, vandt Yasser Arafat præsidentposten, mens hans Fatah-parti sikrede sig majoriteten i det palæstinensiske parlament. Det største oppositionsparti, Hamas, boykottede valget.

Hamas-tilhængere flager ved vælgermøde, januar 2006.

Ved det næste præsidentvalg, afholdt i 2005, vandt Mahmoud Abbas, som havde overtaget ledelsen af Fatah efter Arafats død i 2004. Fatah var igen spået en let sejr ved parlamentsvalget i januar 2006, så det overraskede hele det internationale samfund (og måske også Hamas selv), da islamisterne vandt mere end halvdelen af mandaterne. Forhandlinger om en samlingsregering med Fatah, der sad på præsidentposten, brød snart sammen, og Hamas dannede regering alene, under ledelse af premierminister Ismail Haniyeh. Da Fatah hidtil havde kontrolleret både præsidentembedet og parlamentet, var magtfordelingen mellem de to institutioner aldrig blevet præcist defineret, og der opstod hurtigt stridigheder om, hvem der egentlig bestemte hvad.

	Ismail Haniyeh fejrer Hamas' valgsejr, januar 2006.

Situationen kompliceredes yderligere af, at en stor del af selvstyrets budget blev dækket af USA og EU, der begge betegnede Hamas som en terror-organisation. Og da Hamas, med Israels ødelæggelse som sit officielle mål, fortsat nægtede at acceptere det internationale samfunds krav om anerkendelse af Israel, afstandstagen fra terror og overholdelse af selvstyrets tidligere indgåede aftaler med Israel, valgte donorlandene at suspendere al økonomisk støtte til det palæstinensiske selvstyre. For at undgå selvstyrets totale kollaps, udviklede man dog efter nogle måneder en alternativ måde, hvorpå midler kunne kanaliseres direkte til præsident Abbas' kontor, udenom den demokratisk valgte Hamas-regering.

2006 - Den anden Libanon-krig
Den. 12. juli 2006 rettede den iransk-støttede, shiamuslimske milits, Hizbollah, et angreb ind over grænsen fra Libanon. I ly af et heftigt raketbombardement imod beboelsesområder i det nordlige Israel angreb Hizbollah-guerillaer en israelsk militærpatrulje, dræbte otte soldater og kidnappede to.

	Israel angriber Beiruts inter- nationale lufthavn, juli 2006.

Israels nyligt tiltrådte premierminister, Ehud Olmert, krævede de to soldater frigivet. Da det ikke skete, beordrede Olmert hæren til at angribe Hizbollahs positioner i Sydlibanon. Natten til den 13. juli satte israelske bombefly hovedparten af Hizbollas langtrækkende iranske missiler ud af spil. Den libanesiske milits svarede igen ved at affyre hundredvis af kortrækkende raketter mod byer i det nordlige Israel. Israelske fly bombede Hizbollahs hovedkvarter i Beirut, samt veje, broer og anden strategisk infrastruktur.

Da Hizbollah systematisk skjulte sine militærinstallationer blandt civile, gik kampene hårdt ud over den libanesiske befolkning. Snart var op mod 800.000 mennesker på flugt fra kampene i syd. Omvendt sendte Hizbollahs raketregn 250.000 israelere på flugt fra det nordlige Israel, mens en halv million sad stuvet sammen i beskyttelsesrum.

Brand efter raketangreb på Nahariya i det nordlige Israel, 13. juli 2006.

Strategien med at knække Hizbollahs moral gennem intensive luftbombardementer virkede tydeligvis ikke. Den israelske ledelse tøvede dog med at indlede en større landoffensiv, og det endte med nogle mindre kommando-operationer, som mødte overraskende massiv modstand og opnåede meget lidt.

Det internationale diplomati havde siden krigens udbrud arbejdet på højtryk for at få en våbenhvileaftale på plads. Den 11. august vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 1701, som krævede et stop for kamphandlingerne og en tilbagetrækning af både Israels og Hizbollahs styrker fra det sydlige Libanon. En international fredsbevarende styrke skulle derefter, i samarbejde med den libanesiske hær, holde Hizbollah væk fra den israelske grænse.

	Omfattende ødelæggelser i det sydlige Beirut, august 2006.

Sidstnævnte blev nok Israels mest håndgribelige udbytte af en krig, der på alle måder havde været bekostelig. Libanon talte officielt knap 1200 "civile" dræbte (hvormange heraf reelt var Hizbollah-guarillaer er ukendt). Israel kunne tælle 117 dræbte soldater og 44 civile. Flere tusinde blev såret på begge sider. Israels voldsomme reaktion på kidnapningen af de to soldater, hvis lig først blev returneret som del af en senere fangeudveksling, kom helt tydeligt bag på Hizbollah. Der har siden været overvejende ro ved Israels nordlige grænse.

2007 - Hamas overtager Gaza
Gentagne forsøg på at danne en samlingsregering mellem de to palæstinensiske partier, Fatah og Hamas, siden sidstnævntes valgsejr i januar 2006, var slået fejl.

	Abbas og Haniyeh fejrer deres samlings- regering, 17. marts 2007.

Efter et attentatforsøg mod den nye premierminister, Ismail Haniyeh fra Hamas, og Mahmoud Abbas' trusler om at udskrive nyvalg, brød der voldelige kampe ud mellem tilhængere af de to grupperinger i Gaza, med adskillige dræbte til følge.

Kampene fortsatte, indtil det i foråret, ved saudi-arabisk mellemkomst, lykkedes parterne at indgå aftale om en fælles regering. Men stridighederne brød snart ud igen mellem de to fraktioners væbnede militser, og kostede i perioden marts-maj flere end 100 mennesker livet.

Hamas' militsfolk poserer på Abbas' Gaza-kontor, juni 2007.

I juni 2007 optrappedes kampene yderligere, med angreb på de to fraktioners lederes embedsboliger samt administrative og militære hovedkvarterer. Politiske modstandere blev henrettet offentligt, i flere tilfælde ved at blive smidt ud fra høje bygninger.

Den 14. juni kontrollerede Hamas' militser det meste af Gazas sikkerhedsinfrastruktur. Mahmoud Abbas erklærede undtagelsestilstand og opløste samlingsregeringen. Hamas havde nu fuld kontrol over Gaza. Opgøret havde kostet flere hundrede mennesker livet, herunder mange civile. Det palæstinensiske selvstyre var nu de facto delt i to: Hamas-regeringen i Gaza og Abbas' Fatah-dominerede regering på Vestbredden.

De sidste afsnit, der dækker begivenhederne op til i dag, er under udarbejdelse.

Tilbage

Tilbage til Indledningen