|
Untitled Document
|
Israels
historie
- en kronologisk præsentation
3.
Den nye stat (1964 - 1974)
1964 - PLOs oprettelse
I 1964 blev Palestine Liberation Organization
(PLO) oprettet som en paraplyorganisation for de forskellige
palæstinensiske, militære grupper med
det formål, via voldelig kamp, at opnå
"befrielsen af Palæstina" fra "den
zionistiske tilstædeværelse." Vestbredden
og Gaza, der var under henholdsvis jordansk og egyptisk
besættelse, var på dette tidspunkt ikke
mål for PLO's befrielseskamp. Med Egyptens
tab af Gaza i 1956 som base for guerillaangreb
på Israel, blev Jordan (Vestbredden) og de syriske
Golan-højder i 1960'erne de primære udgangspunkter
for angreb ind i Israel. Israel reagerede med gengældelsesangreb
ind over grænserne til Jordan og Syrien.
 |
 |
Egyptiske
fly ødelagt på deres base,
5. juni 1967.
|
1967
- Seksdageskrigen
I 1966 eskalerede de syriske angreb fra Golan-højderne
på det nordlige Israel, og de militære
sammenstød mellem de to lande optrappedes yderligere
i foråret 1967. Forfalskede, sovjetiske rapporter
om påståede israelske troppekoncentrationer
nær den syriske grænse fik de arabiske
ledere til at skærpe truslerne mod Israel, og
den 15. maj 1967 beordrede Egyptens præsident
Nasser sine styrker ind i Sinai. De efterfølgende
dage udviste Nasser FN's fredsbevarende styrker fra
Gaza og Sinai, og genindførte
blokaden af havnebyen Eilat.
|
 |
Israels forsvarsminister,
Moshe Dayan (i midten), og
hærchef, Yitzchak Rabin (til
højre), ankommer til Jerusalem
efter byens fald i 1967. |
Israel søgte støtte til
ophævelsen af blokaden hos sine vestlige allierede,
men fik afslag. Den israelske premierminister Levi
Eshkol erklærede i en tale, at Israel ikke ønskede
en militær konfrontation med sine arabiske naboer.
Imens Israel stod helt isoleret, tilsluttede Jordan
og Irak sig den egyptisk-syriske forsvarspagt, og
flere andre arabiske lande lovede støtte til
den forestående krig. Nasser erklærede,
at arabernes mål var den totale tilintetgørelse
af Israel.
Omringet af de arabiske hære,
der målt på soldater og materiel tilsammen
var mere end dobbelt så stærke som Israels
væbnede styrker, og med udsigt til et forestående
angreb fra alle sider, valgte israelerne at slå
først. Om morgenen den 5. juni 1967 bombede
israelske fly egyptiske flybaser og udraderede på
få timer næsten hele det egyptiske luftvåben.
Israel appellerede til jordanerne om at holde sig
udenfor kamphandlingerne og lovede, at man i givet
fald ikke ville angribe Jordan.
 |
|
| Israel
og de besatte områder efter
Seksdageskrigen i juni 1967.
|
Men da egypterne rapporterede om deres angiveligt
vellykkede angreb på Israel, indledte Jordan
samme morgen en massiv beskydning af Vestjerusalem
og andre israelske beboelsesområder. Syrien
bombarderede det norlige Israel fra Golan-højderne,
og jordanske, syriske og irakiske fly angreb andre
israelske mål.
Israelske fly blev sendt afsted mod
Jordan og Syrien, og tilintetgjorde hurtigt begge
landes samlede luftstyrker. Efterladt helt uden luftstøtte,
allerede på krigens første dag, var de
arabiske hære fortabte, og i løbet af
kun seks dage indtog Israel Gaza-striben, Sinai-ørkenen,
Golan-højderne og Vestbredden inklusiv den
gamle by i Jerusalem.
1967 - FN-resolution
242 og de "tre nej’er"
Efter Israels overvældende sejr i juni
1967 vedtog FN's sikkerhedsråd 22. november
samme år resolution
242, der udstak retningslinierne for fremtidige
fredsforhandlinger. Resolutionen stillede krav om
en fredelig løsning, forhandlet mellem parterne,
og baseret på følgende princip: israelsk
tilbagetrækning fra hovedparten af områderne
besat i juni 1967 til gengæld for, at Israels
naboer skulle anerkende den jødiske stat, garantere
dens sikkerhed og respektere dens grænser.
Israel, der fra starten havde udvist villighed til
at forhandle om en tilbagetrækning fra størstedelen
af det besatte land til gengæld for fred, accepterede
resolution 242. Den arabiske verden afviste resolutionen.
På et topmøde i Sudans hovedstad, Khartoum,
allerede i september 1967, vedtog Den Arabiske Liga
en resolution med følgende "tre
nej'er": nej til fred med Israel, nej
til anerkendelse af Israel, nej til forhandlinger
med Israel. Efterfølgende har en del arabiske
lande accepteret resolution 242, omend i en alternativ
fortolkning, ifølge hvilken Israel betingelsesløst
skal trække sig tilbage fra alle områder
erobret i 1967.
 |
|
| Gamal
Abdel Nasser. |
1969 - Udmattelseskrigen
Seksdageskrigen var kun lige afsluttet, før
Egypten påbegyndte beskydningen af israelske
positioner langs Suez-kanalen. Israel svarede igen
ved at foretage flytogter og kommandoraids mod egyptiske
mål. Sovjetunionen sendte store mængder
avancerede våben og militæreksperter til
Egypten, og i sommeren 1969 erklærede Nasser
en "udmattelseskrig," med det formål
at påføre Israel størst mulige
tab, og dermed knække israelernes vilje til
at fastholde besættelsen af Sinai. Men strategien
slog fejl og krisen eskalerede. Et klimaks blev nået
i sommeren 1970, da israelske jagerfly nedskød
fire MiG'er bemandet af sovjetiske piloter. USA pressede
på for indførelsen af en våbenhvile,
der trådte i kraft 7. august 1970. Udmattelseskrigen
kostede flere tusinde mennesker på hver side
af Suez-kanalen livet.
1970-72 - PLO og den
internationale terror
Efter Seksdageskrigen fortsatte også
palæstinensiske guerillagrupper under paraplyorganisationen
PLO deres angreb på Israel. Israelerne
knuste dog relativt hurtigt PLO's infrastruktur i de
besatte områder, hvorefter organisationen, under
dens nye leder, Yasser Arafat, etablerede sig i nabostaten
Jordan. PLO blev
|
 |
|
PFLP sprænger et kapret passager-
fly i luften, Jordan, september 1970. |
snart en magtfaktor, der truede selve den jordanske
Kong Husseins regime, og der opstod kampe mellem palæstinenserne
og den jordanske hær. Da PFLP, en undergruppe
af PLO, kaprede fire vestlige passagerfly og bragte
dem til Jordan, fik Hussein nok og lod sin hær
angribe de flygtningelejre, hvor PLO holdt til. 2000
palæstinensiske guerillaer og endnu flere uskyldige
flygtninge blev dræbt.
De overlevende PLO-folk flygtede til Syrien, hvor
de modtog træning og udrustning fra den syriske
hær. Herefter etablerede PLO sig i nabolandet
Libanon, hvorfra de bl.a. sendte raketter imod beboelsesområder
i det nordlige Israel. Efter PLO's angreb på
en israelsk skolebus i maj 1970, hvorved 12 børn
og lærere blev dræbt, iværksatte
Israel en række militæraktioner imod PLO's
guerillaer i Sydlibanon, der lagde en midlertidig
dæmper på de palæstinensiske angreb.
 |
|
En
hætteklædt, palæstinensisk
terrorist under gidseldramaet i
München, september 1972.
|
Sideløbende udviklede PLO en ny måde
at få sat den palæstinensiske sag på
den internationale dagsorden. I årene 1968-1972
rettede palæstinensiske terrorister en række
angreb mod internationale mål. Flykapringer
blev en specialitet, men også andre Israel-relaterede
og jødiske mål blev angrebet. Blandt
de mest spetakulære angreb var bombningen af
et passagerfly over Schweitz i 1970, hvorved alle
47 ombordværende blev dræbt, og en massakre
på 11 israelske atleter ved Olympiaden i München
i 1972.
|
 |
|
Golda Meir. |
1973 - Yom Kippur-krigen
Våbenhvilen af 7. august 1970, der afsluttede
Umattelseskrigen, blev brudt allerede samme dag, da
egypterne rykkede avancerede, sovjetiske våbensystemer
frem til Suez-kanalen. Forberedelserne til den
næste altomfattende krig mod Israel var i gang,
og blev, efter Nassers død samme år, fortsat
af hans efterfølger, Anwar Sadat. Syrien modtog,
ligesom Egypten, enorme mægder våben fra
Sovjetunionen, og i januar 1973 blev de to landes militær
lagt under fælles kommando. Israels premierminister,
Golda Meir, og hendes rådgivere
 |
|
Israelsk
pontonbro krydser Suez-
kanalen, oktober 1973.
|
valgte at ignorere den israelske efterretnings-tjenestes
advarsler om, at noget var under opsejling. Landet var
derfor ganske uforberedt, da egyptiske og syriske styrker
6. oktober 1973, på den jødiske helligdag,
"Yom Kippur," indledte et koordineret overaskelsesangreb
i Sinai og Golan.
I krigens første dage gjorde araberne store fremskridt.
Men efterhånden som de israelske styrker mobiliseredes,
vendte krigslykken. Efter israelerne fik stoppet den
arabiske fremrykning, lykkedes det dem på begge
fronter at bryde igennem de arabiske linjer. Da kampene
ophørte 25. oktober, stod de israelske tropper
inden
|
 |
|
En lettere såret general Ariel Sharon
mødes med forsvarsminister Moshe
Dayan, Yom Kippur-krigen, 1973. |
for skudvidde af både Egyptens hovedstad, Kairo,
og Damaskus i Syrien. Militært set kom Israel
sejrrigt ud af krigen. Men araberne havde bevist, at
de stadig udgjorde en reel trussel for Israel, og anså
derfor sig selv som sejrherrer. Næsten 2700 israelere
blev dræbt i Yom Kippur-krigen, og efter folkelige
protester blev Golda Meirs regering i april 1974 tvunget
til at gå af.
Fortsæt:
Kapitel 4 - Fred med araberne?
Tilbage
|
Untitled Document
|
