|
Untitled Document
|
Israels
historie
- en kronologisk præsentation
3.
Den nye stat (1947 - 1957)
 |
 |
| David
Ben-Gurion proklamerer
Israels oprettelse, 14. maj 1948. |
1947-48
- Forberedelser til krig
Umiddelbart efter FN's vedtagelse af opdelingen af
Palæstina i én jødisk og én
arabisk stat i november 1947 gik arabiske bander til
angreb på jødiske samfund overalt i Palæstina.
Den arabiske verden lagde ikke skjul på sin
intention om at tilintetgøre den jødiske
stat samme øjeblik, den blev udråbt.
Mens englænderne gjorde klar til at trække
sine sidste tropper ud, kæmpede jødiske
og arabiske undergrundsmilitser om at positionere
sig bedst muligt forud for den forestående,
arabiske invasion.
Udsigten til krig fik titusinder af
palæstinensiske arabere, herunder det meste
af den arabiske elite, til at forlade Palæstina.
Intensiveringen af kampene hen imod det britiske mandats
udløb, samt en voldsom rygtespredning om både
virkelige og fiktive jødiske angreb på
arabiske landsbyer, satte yderligere skub i flygtningestrømmen.
Inden krigen for alvor begyndte, havde ca. 175.000
arabere forladt Palæstina.
|
 |
| Israels
grænser efter
våbenhvilen i 1949.
|
1948 - Israels uafhængighedskrig
Den 14. maj 1948 proklamerede Israels første
premierminister, David Ben-Gurion, oprettelsen af
den nye jødiske republik. Dagen efter invaderede
Egyptens, Jordans, Syriens, Libanons og Iraks samlede
hære den jødiske stat. Målt på
ildkraft og materiel var araberne ved krigens start
israelerne voldsomt overlegne. Men dårlig koordination
og splid mellem de arabiske regeringer, samt israelernes
højere kampmoral og bedre organisation, blev
hovedårsagerne til, at krigen faldt ud til Israels
fordel.
Da den endelige våbenhvile trådte
i kraft i foråret 1949, havde israelerne kontrol
med ca. 40% mere land end anvist ifølge FN's
delingsplan. Egypten og Jordan besatte henholdsvis
Gaza-striben og Vestbredden. Den foreslåede
arabiske, palæstinensiske stat blev ikke til
noget, men blev heller ikke efterspurgt, hverken af
de palæstinensiske arabere eller den øvrige
arabiske verden. Selvom de arabiske nabolande alle
havde underskrevet våbenhvileaftaler med Israel,
anerkendte de fortsat ikke den jødiske stats
ret til at eksistere.
 |
|
|
Palæstinensiske
civile flygter fra
deres hjem under kampene i 1948.
|
1948-53 - Arabiske
og jødiske flygtninge
Under kamphandlingerne flygtede mange palæstinensiske
arabere fra de områder, som kom under israelsk
kontrol. Omkring 300.000 flygtede til de arabiske
nabolande, mens ca. 420.000 endte i flygtningelejre
i de arabisk besatte dele af Palæstina. Langt
hovedparten flygtede af frygt for de fremrykkende,
israelske styrker. Men nogle steder blev arabere også
tvunget væk fra deres hjem af israelske tropper.
Ved krigens afslutning var der kun 156.000 arabere
tilbage i det område, der blev til Israel. De
egyptisk og jordansk kontrollerede områder -
Gaza og Vestbredden, herunder Jerusalems gamle bydel
- blev fuldstændigt renset for jøder.
I samme øjeblik den jødiske stat blev
proklameret i maj 1948, åbnedes døren for
de hundredtusinder af jøder, som havde overlevet
det europæiske
|
 |
|
Teltlejr
for jødiske flygtninge nær Tel
Aviv, 1948. |
Holocaust. Efter det arabiske nederlag i Israels uafhængighedskrig
blev jøder i arabiske lande udsat for et hidtil
uset niveau af vold og forfølgelse. Israel iværksatte
nogle spektakulære aktioner, hvorved flere hundrede
tusinde jøder blev evakueret fra Yemen og Irak.
De fleste af Syriens og Libanons jøder flygtede
også til Israel, og senere ankom jøder
fra Egypten, Tunesien, Algeriet, Libyen, Marokko, Iran
og Tyrkiet. Af de i alt ca. 900.000 jøder, som
flygtede fra muslimske lande, blev omkring 650.000 genbosat
i Israel.
I skarp kontrast til Israels modtagelse
af i alt over en million jødiske flygtninge
gjorde de arabiske lande, der dog havde langt større
absorptionskapacitet, intet forsøg på
at integrere de ca. 720.000 palæstinensisk-arabiske
flygtninge. De blev i stedet interneret i flygtningelejre
i Libanon, Syrien, Jordan, samt Gaza og Vestbredden,
som var besat af henholdsvis Egypten og Jordan, med
kravet om en tilbagevenden til det, der nu var blevet
til Israel. Det krav er siden blevet udvidet til også
at omfatte de oprindelige flygtninges efterkommere,
der endnu i dag, flere generationer senere, ikke har
lov til at bosætte sig uden for flygtningelejrene.
 |
|
|
Et
arabisk angreb på en bus i
Negev-ørkenen, der kostede 11
israelere livet, 1954. |
1950-55 - Grænsestridigheder
I årene efter Israels første krig støttede
både Egypten og Jordan guerillagruppers angreb
ind i Israel fra Gaza og Vestbredden. Målene
for angrebene var oftest civile israelere. Som reaktion
herpå foretog Israel systematiske gengældelsesangreb
imod de baser i Gaza og på Vestbredden, hvorfra
guerillaangrebene udgik.
1956 - Sinai-krisen
Fra foråret 1954 overtog Egypten Jordans
rolle som hovedsponser for terroren imod Israel, og
i sommeren 1955 intensiverede egyptisk trænede
guerillagrupper deres angreb fra Gaza. Samme efterår
blev den egyptiske blokade, der nægtede israelske
skibe adgang til både Suez-kanalen og Det Røde
Hav, udvidet til også at omfatte udenlandske skibes
adgang til havnebyen Eilat. Egyptens præsident
Nasser indgik en forsvarsalliance med Syrien,
|
 |
| Israels
besættelse af Gaza og Sinai-
halvøen, 1956-57.
|
og begge lande modtog fra Sovjetunionen enorme mængder
moderne våben, der tilsammen langt overgik Israels
militære ressourcer. Nasser erklærede, at
man nu besad styrken til at knuse Israel.
Hårdt presset, både militært
og økonomisk, ønskede Israel at frigøre
sig fra det egyptiske kvælertag. Og da Nasser
i 1956 truede engelske og franske interesser ved at
nationalisere Suez-kanalen, støttede de to
stormagter Israels invasion af Gaza og Sinai-ørkenen.
Hermed blev der sat en stopper for både terrorangrebene
fra Gaza og blokaden af Eilat. England og Frankrig
bombede egyptiske flybaser og besatte området
omkring Suez-kanalen. Det internationale samfund med
USA i spidsen pressede England, Frankrig og Israel
til at trække deres tropper tilbage. Der blev
etableret en FN-styrke (hvori også danske soldater
indgik) til at overvåge demilitariseringen af
Sinai-halvøen og Gaza, og USA garanterede Israels
fortsatte adgang til Det Røde Hav. De sidste
israelske soldater blev trukket hjem i marts 1957.
Fortsæt:
Kapitel 3 - Den nye stat - Side 2
Tilbage
|
Untitled Document
|
