|
Untitled Document
|
Israels
historie
- en kronologisk præsentation

2.
Israels oprettelse (1938 - 1947)
1938 - Englands
sidste delingsplan
I november 1938 fremlagde den engelske Woodhead-kommission
en rapport, der anbefalede en opdeling, hvor en arabisk
og en jødisk stat skulle forenes i en fælles
økonomisk union, så araberne også
kunne nyde godt af de jødiske fremskridt. Opdelingen
modificeredes (i forhold til Peel-planen),
så den jødiske stat kun udgjorde 1/20
af Vestpalæstina, eller ca. 1/100 af det oprindelige
mandatområde. Jøderne afviste planen
med den begrundelse, at den foreslåede jødiske
stat var for lille. Araberne afviste planen, da de
modsatte sig enhver form for jødisk selvstændighed
eller selvstyre i Palæstina.
 |
 |
| David
Ben-Gurion. |
1939 - England
opgiver det jødiske nationale hjem
Den engelske regering fremlagde i 1939 en plan, der
indebar voldsomme begrænsninger
af jødisk immigration, samt oprettelsen af
en enkelt stat med arabisk flertal, men uden særlig
beskyttelse af det jødiske mindretal. De palæstinensiske
jøders leder, David Ben-Gurion, advarede englænderne
om, at en
jødisk opstand i Palæstina kunne blive
lige så ubehagelig, som den netop overståede
arabiske.
1939
- Jøderne allierer sig med England
Netop som situationen tilspidsede sig mellem zionisterne
og englænderne i Palæstina, måtte
jøderne træffe et skæbne-svangert
valg: At være med eller imod England i den forestående
krig imod Tyskland. Valget var dog ikke svært.
Jødisk velfærd og sikkerhed afhang af
den demokratiske verden. Britisk-zionistiske uoverensstemmelser
måtte suspenderes til fordel for den højere
sag. Zionisterne og det jødiske samfund i Palæstina
kastede sig helhjertet ind i Anden Verdenskrig på
Englands side.

Den
britiske hærs "jødiske brigade,"
Italien 1945.
1939-45 - Palæstina
under Anden Verdenskrig
Under Anden Verdenskrig mobiliseredes mange
palæstinensiske jøder som soldater på
den allierede side, bl.a. under det britiske East
Kent Regiment ("The Buffs") og senere i
"Jewish Brigade." Resten af det jødiske
samfund i Palæstina satte alle kræfter
ind på at producere materiel, fødevarer
og andre nødvendigheder til støtte for
den allierede krigsindsats. Nogle arabere tjente også
i de britiske styrker. De palæstinensiske araberes
ledere, derimod, støttede nazisterne. Den øverste
islamiske myndighed, muftien i Jerusalem, Haj Amin
al-Husseini, var særlig aktiv og rejste flere
gange til Berlin for at overtale nazisterne til at
udvide deres program for udryddelsen af de europæiske
jøder til også at omfatte jøderne
i Palæstina. Han organiserede desuden den særlige
SS-division, "Hanzar," bestående af
bosniske muslimer.
 |
 |
Flygtningeskibet
'Exodus', 1947.
|
1945-48 - Flygtninge
fra Europa
Til trods for den jødiske støtte til
sejren over Nazityskland, og det enorme flygtningepres
i kølvandet på nazisternes Holocaust,
fortsatte England efter krigen, i et forsøg
på at holde sig på god fod med de palæstinensiske
arabere, med at håndhæve strenge kvoter
for jødisk indvandring til Palæstina.
En del jøder blev smuglet ind, mens mange omkom
ved bådulykker eller strandede i flygtningelejre
på Kypern.
1945-47
- Jødiske angreb på det britiske mandat
I protest mod briternes Palæstina-politik indledte
den jødiske undergrundsgruppe, Haganah, en
kampagne af sabotage imod mandatets installationer.
Nogle mindre, men mere radikale, jødiske grupper,
Etzel og Lehi, udførte deciderede terrorangreb
mod den britiske administration i Palæstina.
Det mest dødelige var Etzels angreb på
det britiske militærs hovedkvarter i Jerusalems
King David Hotel i juli 1946, hvorved 91 mennesker
blev dræbt.

Etzels
angreb på King David Hotel, Jerusalem 1946.
1947 - FN's delingsplan
I februar 1947 overlod Storbritannien det palæstinensiske
problem til De Forenede Nationer (FN), der netsop var
blevet etableret efter afslutningen på Anden Verdenskrig.
En særlig FN-kommission foreslog en opdeling af
den resterende del af Palæstina i én
jødisk og én arabisk stat med Jerusalem
som international zone kontrolleret af FN. Den 29. november
1947
 |

|
| FNs
delingsplan fra 1947.
|
vedtog FN's generalforsamling
resolution 181,
og godkendte dermed delingsplanen.
Palæstinas jøder, der i 1947 udgjorde
en tredjedel af befolkningen, eller 600.000, var utilfredse
med den del af landet, de var blevet tildelt (den
sydlige halvdel var ren ørken), ligesom de
beklagede adskillelsen af Jerusalem, der var overvejende
jødisk, fra den planlagte jødiske stat.
Ikke desto mindre accepterede de det foreslåede
kompromis. Lederne af de 1,2 mio palæstinensiske
arabere, derimod, afviste planen og proklamerede på
linje med resten af den arabiske verden, at man agtede
at angribe og ødelægge den jødiske
stat, samme øjeblik den sidste britiske soldat
blev trukket ud.
Fortsæt:
Kapitel 3 - Den nye stat
Tilbage
|
Untitled Document
|