Indledning 1. Tidlige tider (1000 f.v.t. - 1917) 2. Israels oprettelse (1880 - 1947)    Side 1    (1880 - 1920)    Side 2    (1920 - 1939)    Side 3    (1938 - 1947) 3. Den nye stat (1947 - 1974) 4. Fred med araberne? (1977 - 2000) 5. Fredsprocessen i krise (2000 - 2007)

Israels historie
- en kronologisk præsentation

2. Israels oprettelse (1938 - 1947)

1938 - Englands sidste delingsplan
I november 1938 fremlagde den engelske Woodhead-kommission en rapport, der anbefalede en opdeling, hvor en arabisk og en jødisk stat skulle forenes i en fælles økonomisk union, så araberne også kunne nyde godt af de jødiske fremskridt. Opdelingen modificeredes (i forhold til Peel-planen), så den jødiske stat kun udgjorde 1/20 af Vestpalæstina, eller ca. 1/100 af det oprindelige mandatområde. Jøderne afviste planen med den begrundelse, at den foreslåede jødiske stat var for lille. Araberne afviste planen, da de modsatte sig enhver form for jødisk selvstændighed eller selvstyre i Palæstina.

David Ben-Gurion.

1939 - England opgiver det jødiske nationale hjem
Den engelske regering fremlagde i 1939 en plan, der indebar voldsomme begrænsninger
af jødisk immigration, samt oprettelsen af
en enkelt stat med arabisk flertal, men uden særlig beskyttelse af det jødiske mindretal. De palæstinensiske jøders leder, David Ben-Gurion, advarede englænderne om, at en
jødisk opstand i Palæstina kunne blive lige så ubehagelig, som den netop overståede arabiske.

1939 - Jøderne allierer sig med England
Netop som situationen tilspidsede sig mellem zionisterne og englænderne i Palæstina, måtte jøderne træffe et skæbne-svangert valg: At være med eller imod England i den forestående krig imod Tyskland. Valget var dog ikke svært. Jødisk velfærd og sikkerhed afhang af den demokratiske verden. Britisk-zionistiske uoverensstemmelser måtte suspenderes til fordel for den højere sag. Zionisterne og det jødiske samfund i Palæstina kastede sig helhjertet ind i Anden Verdenskrig på Englands side.

Den britiske hærs "jødiske brigade," Italien 1945.

1939-45 - Palæstina under Anden Verdenskrig
Under Anden Verdenskrig mobiliseredes mange palæstinensiske jøder som soldater på den allierede side, bl.a. under det britiske East Kent Regiment ("The Buffs") og senere i "Jewish Brigade." Resten af det jødiske samfund i Palæstina satte alle kræfter ind på at producere materiel, fødevarer og andre nødvendigheder til støtte for den allierede krigsindsats. Nogle arabere tjente også i de britiske styrker. De palæstinensiske araberes ledere, derimod, støttede nazisterne. Den øverste islamiske myndighed, muftien i Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, var særlig aktiv og rejste flere gange til Berlin for at overtale nazisterne til at udvide deres program for udryddelsen af de europæiske jøder til også at omfatte jøderne i Palæstina. Han organiserede desuden den særlige SS-division, "Hanzar," bestående af bosniske muslimer.

Flygtningeskibet 'Exodus', 1947.

1945-48 - Flygtninge fra Europa
Til trods for den jødiske støtte til sejren over Nazityskland, og det enorme flygtningepres i kølvandet på nazisternes Holocaust, fortsatte England efter krigen, i et forsøg på at holde sig på god fod med de palæstinensiske arabere, med at håndhæve strenge kvoter for jødisk indvandring til Palæstina. En del jøder blev smuglet ind, mens mange omkom ved bådulykker eller strandede i flygtningelejre på Kypern.

1945-47 - Jødiske angreb på det britiske mandat
I protest mod briternes Palæstina-politik indledte den jødiske undergrundsgruppe, Haganah, en kampagne af sabotage imod mandatets installationer. Nogle mindre, men mere radikale, jødiske grupper, Etzel og Lehi, udførte deciderede terrorangreb mod den britiske administration i Palæstina. Det mest dødelige var Etzels angreb på det britiske militærs hovedkvarter i Jerusalems King David Hotel i juli 1946, hvorved 91 mennesker blev dræbt.

Etzels angreb på King David Hotel, Jerusalem 1946.

	FNs delingsplan fra 1947.

Palæstinas jøder, der i 1947 udgjorde en tredjedel af befolkningen, eller 600.000, var utilfredse med den del af landet, de var blevet tildelt (den sydlige halvdel var ren ørken), ligesom de beklagede adskillelsen af Jerusalem, der var overvejende jødisk, fra den planlagte jødiske stat. Ikke desto mindre accepterede de det foreslåede kompromis. Lederne af de 1,2 mio palæstinensiske arabere, derimod, afviste planen og proklamerede på linje med resten af den arabiske verden, at man agtede at angribe og ødelægge den jødiske stat, samme øjeblik den sidste britiske soldat blev trukket ud.

Fortsæt: Kapitel 3 - Den nye stat

Tilbage