Indledning 1. Tidlige tider (1000 f.v.t. - 1917) 2. Israels oprettelse (1880 - 1947)    Side 1    (1880 - 1920)    Side 2    (1920 - 1939)    Side 3    (1938 - 1947) 3. Den nye stat (1947 - 1974) 4. Fred med araberne? (1977 - 2000) 5. Fredsprocessen i krise (2000 - i dag)

Israels historie
- en kronologisk præsentation

2. Israels oprettelse (1920 - 1939)

1920 - Arabisk nationalisme i Palæstina
Under og umiddelbart efter Første Verdenskrig begyndte en arabisk nationalistisk bevægelse at røre på sig. Feisal Ibn-Hussein, søn af emiren af Mekka, forhandlede en overgang med zionisternes leder, Chaim Weizmann, om at jøder og arabere ved fælles hjælp skulle realisere begge folks ønsker om selvbestemmelse. Men med tabet af Damaskus, det hidtidige centrum for den arabiske nationalisme, til Frankrig, ophørte samarbejdet med jøderne, og fokus vendtes i stedet mod Jerusalem og Palæstina.

1920-21 - De første arabiske optøjer
Arabiske nationalistiske ledere opfordrede til demonstrationer imod det jødiske nationale hjem. I april 1920 gik demonstranter til angreb på Jerusalems jødiske indbyggere. Adskillige, både jøder og arabere, blev dræbt og flere hundrede såret. I maj 1921 gik arabiske nationalister til angreb på jøder i havnebyen Jaffa, og snart spredtes volden ud over landet, hvor adskillige jødiske landbrugssamfund kom under angreb. Efter en uges kampe var 47 jøder blevet dræbt, og knap 150 såret. Også mange arabere blev dræbt og såret, fortrinsvis i kampe med de britiske tropper, der nedkæmpede opstanden. Som reaktion på den arabiske vold, strammede den britiske administration reglerne for jødisk immigration til Palæstina.

1922 - Folkeforbundet vedtager Palæstina-mandatet
Den 24. juli 1922 blev aftalen om mandatområderne for Syrien, Palæstina og Mesopotamien bekræftet af forløberen for FN, Folkeforbundet (The League of Nations). Samtidig vedtog Folkeforbundet ordlyden i Balfour-deklarationen, hvorved England overfor det internationale samfund forpligtede sig til at "sikre etableringen af et jødisk hjemland" i Palæstina.

	Transjordanien udskilles fra Palæstina.

1922 - Jordan udskilles
fra Palæstina
I september 1922 besluttede England og Folkeforbundet i fællesskab, at de tre fjerdedele af Palæstina, der lå øst for Jordan-floden, skulle ekskluderes fra det område, hvori det jødiske hjemland kunne etableres. Området tildeltes i første omgang selvstyre under navnet Transjordanien, men opnåede senere fuld selvstændighed som Kongedømmet Jordan. Som leder af denne nye stat indsatte englænderne Abdullah, endnu en søn af emiren af Mekka.

1922-23 - Arabisk-jødisk selvstyreforsøg mislykkes
I flere omgange forsøgte den britiske højkommissær for Palæstina at indføre en slags selvstyre i mandatområdet, hvor både arabere og jøder skulle have indflydelse. Men de palæstinensiske arabere afviste enhver form for magtdeling med jøderne.

1920'erne - Det jødiske samfund udvikles
Det jødiske samfund i Palæstina var i 1920'erne i rivende udvikling. Der etableredes et jødisk parlament, "Knesset Israel", hvortil også kvinder havde stemmeret. Parlamentet fik ansvar for jødiske religiøse, kulturelle og sociale anliggender. Senere, i 1927, fik det også bemyndigelse til at indkræve skatter fra det jødiske samfund, og ansvar for uddannelse, sundhed og socialhjælp indenfor den jødiske sektor. Hidtil ufrugtbar jord blev opdyrket, der blev startet industrivirkomheder og bygget kraftværker og anden infrastruktur. Hebraisk fungerede som forretningssprog, der fandtes en hebraisk presse, og i 1925 blev det Det Hebraiske Universitet udenfor Jerusalem indviet.

Herzl Street, Tel Aviv, 1920.

Den økonomiske vækst i den jødiske sektor kom også araberne til gode. Jøderne udgjorde i 1925 kun omkring 15% af befolkningen, mens de stod for hele 45% af mandatets samlede skatteindbetalinger. Langt størstedelen af pengene blev derimod brugt på den arabiske sektor, der, i modsætning til den jødiske, ikke havde noget velfungerende velfærdssystem. Hele vejen op gennem mandatperioden fandt der, udover den massive jødiske immigration, også en betragtelig arabisk indvandring fra de omkringliggende lande sted.

Mufti Haj Amin al-Husseini.

1929 - Nye arabiske angreb på jøder
Det muslimske overhovede i Palæstina, muftien af Jerusalem,
Haj Amin al-Husseini, indledte en kampagne af falske rygter om jødiske trusler mod muslimske helligdomme, efterfulgt af opfordringer til angreb på jøderne. Snart var jødiske samfund over hele Palæstina under angreb. I nogle byer lykkedes det jøderne at forsvare sig, men andre steder fandt regulære massakrer på jøder sted. I Hebron blev 67 jøder myrdet, og resten af byens jødiske indbyggere drevet på flugt, hvilket blev enden på to tusind års uafbrudt jødisk tilstedeværelse i byen.

1930-31 - Tvivl om det jødiske nationale hjem
Den arabiske vold i 1929 fik englænderne til at vedtage stramninger af reglerne for jødisk immigration og salg af jord til jøder. Men efter indvendinger fra både Zionistorganisationen og Folkeforbundet, og en heftig debat om Englands fortsatte støtte til det jødiske nationale hjem, blev stramningerne annulleret.

1933 - Jødisk immigration tager til
Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 resulterede i fornyet jødisk udvandring fra Europa, og Palæstina oplevede den hidtil største bølge af jødisk immigration. I perioden 1933-36 ankom ca. 175.000 jøder til landet, hvilket bragte den jødiske befolkning op på omkring 370.000. Også den arabiske befolkning oplevede i mandatperioden en voldsom vækst og var siden 1914 næsten fordoblet til ca. 950.000.

1935 - Nazistisk og arabisk anti-jødisk propaganda
Arabisk skepsis ved den jødiske indvandring fra Europa blev yderligere forstærket gennem tysk og italiensk anti-jødisk propaganda i den arabiske verden. Arabiske politiske kommentatorer spredte myter om zionistiske planer om at dræbe arabere og skænde moskeer, og opfordrede til en palæstinensisk "jihad" mod både jøder og englændere. Den magtfulde arabiske al-Husseini-klan stiftede i 1935 partiet "Palestine Arab Party", med tilhørende bevæbnet milits, "al-Futuwwa", til kamp mod de vantro.

Britiske styrker i kamp med arabiske demonstranter, Jaffa 1936.

1936 - Den arabiske opstand
I april 1936 organiserede Jerusalems mufti, Haj Amin al-Husseini, i protest mod det engelske mandats immigrationspolitik, en total arabisk strejke og boykot af mandatet. Spontan vold brød ud, fulgt op af organiserede arabiske guerillabanders overfald på jødiske landbrug i hele Palæstina. Civile jøder blev myrdet, kvæg dræbt og afgrøder ødelagt. Englænderne accepterede et jødisk krav om bevæbning af 3000 jødiske vagter, og sammen med den jødiske undergrundsorganisation, Haganah, der blev oprettet som reaktion på 1920'ernes arabiske optøjer, lykkedes det til dels at forsvare jødiske bosættelser mod de arabiske angreb. Opstanden og den tilhørende strejke kostede det arabiske samfund dyrt, og i efteråret afblæstes strejken, og volden døede hen.

	Peel-planen, 1937.

1937 - Peel-kommissionens delingsplan
En engelsk undersøgelseskommission, ledet af Lord Robert Peel, blev sendt til Palæstina for at finde en løsning på konflikten. Kommissionen anbefalede, at den resterende del af mandatet opdeltes i en jødisk og en arabisk stat. Den nordvestlige femtedel af området skulle udgøre den jødiske stat, mens den resterende, langt større del skulle være arabisk. Et bælte fra Jerusalem til havnebyen Jafffa ville blive en international zone. Planen indebar en "ombytning" af befolkningsgrupper for at gøre de kommende stater så etnisk homogene som muligt. Blandt jøderne i Palæstina var der delte meninger om planen, men stemningen pegede i retning af en tøvende accept. De palæstinensiske arabere, samt resten af den arabiske verden, afviste planen, der dermed blev opgivet.

Amin al-Husseini i samtale med Hitler.

1937 - Arabisk-tysk alliance
Nazityskland, der også afviste enhver deling af Palæstina, som kunne føre til "en jødisk magtposition", intensiverede bestræbelserne på at styrke sin position blandt araberne.
I juli 1937 erklærede muftien i Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, sin personlige beundring for det nye Tyskland. Også den arabiske presse i Palæstina viste sin støtte til den europæiske nazisme og fascisme, og kopierede ivrigt fra den europæiske antisemitiske propaganda. Som tak leverede nazisterne våben til de palæstinensiske araberes kamp mod jøderne.

1937 - Den arabiske opstand genoptages
I efteråret 1937 blev den arabiske opstand genoptaget, og angreb på jødiske bosættelser og mord på jødiske civile nåede nye højder. I 1938 skiftede Haganah til en mere offensiv strategi og organiserede mobile enheder, der foretog natlige angreb på arabiske guerillabaser, og det lykkes at påføre muftiens oprørere svære tab. Også britiske soldater var mål for arabiske angreb, og englænderne slog igen mod den arabiske ledelse. Mufti Haj Amin flygtede til Libanon, hvorfra han fortsat dirigerede sin kamp - ikke bare mod englændere og jøder, men også mod sine arabiske modstandere i Palæstina. Da oprøret endelig blev slået ned i august 1939, blev antallet af døde opgjort til 2.394 jøder, 610 englændere og 3.764 arabere, herunder flere hundrede arabiske ofre for muftiens terror.

Fortsæt: Kapitel 2 - Israel oprettelse - side 3

Tilbage